Først færdig

HØST: Hans Laursen, Arden, er på forkant med tingenes udvikling. I foråret fik han sået vårbyggen sidst i februar, og det har givet bonus i høst.

Den 28. februar besøgte Effektivt Landbrug Hans Laursen i Arden. På årets første lune dag med høj sol såede han de sidste af sine 10 hektar med vårbyggen Simba og fire hektar med havre.

- Mange af mine naboer grinede lidt ad mig, for de mente, at det var alt for tidligt, fortæller Hans Laursen.

Grinene er efterhånden forstummet, for landmanden høstede i år sin vårbyg den 28. juli med et udbyttet på 25 tønder pr. tønde land. Det svarer til omkring 43 hektoliter pr. hektar.

- Udbyttet er gennemsnitligt, fortæller Hans Laursen, der sidste år havde cirka 30 tønder pr. tønde land på den lette, sandmuldede jord.

Vandindholdet i vårbyggen så også rigtig fornuftig ud med omkring 12 procent.

Rettidig omhu
Det viste sig, at den tidlige såning var et rigtigt fornuftigt træk, for få dage efter Hans Laursen var færdig, begyndte det at regne. Det fortsatte det med de næste to måneder.

- Der gik i hvert fald halvanden måned, inden man kom i gang her på egnen, husker landmanden.

For Hans Laursens vårbyg betød det, at den nåede at etablere sig rigtig godt inden tørken satte ind i maj og juni.

- Det, der blev sået senere, nåede ikke at udvikle et rodnet og buske sig. Derfor var vårbyggen meget tynd de fleste steder og udviklede ingen kerner, siger Hans Laursen.

Rød alarm
Hans Laursen blev dog noget nervøs for sin tidligt såede vårbyg, da marts måned bød på både vand, sne og frost.

- Jeg turde knap gå ud og se til marken, fortæller han.

Det varede længe, inden vårbyggen kom frem, og da den dukkede op af jorden, var stænglerne helt røde.

- Det var på grund af frosten, at stænglerne var blevet røde, men den har jo alligevel nået at spire, siger Hans Laursen.

Først igen
Da Effektivt Landbrug i går besøgte Hans Laursen igen, kørte han i bygstubben med harven. Høsten af både vårbyg, havre, hvede, raps og vinterbyg er for længst overstået, vinterrapsen er sået og blikket rettet fremad mod næste sæson.

Trods tørken har hveden overrasket Hans Laursen i år med et udbytte højere end forventet, mens både vinterbyg og raps har skuffet.

Vinterbyggen bliver derfor skiftet ud med rug i år i det nordjyske.

Læs også