Det er yderst vigtigt at kontrollere Mycoplasmalungesyge i svinebesætninger, for flere studier viser, at sygdommen virker som en katalysator for udvikling af andre sygdomme.

- De andre sygdomme udvikles hurtigere og bliver mere alvorlige, når Mycoplasmalungesyge er til stede i besætningen. Det konkluderer dyrlæge John Haugegaard i en større opgave lavet i forbindelse med svinefagdyrlægestudiet. Opgaven handler om mycoplasmalungesygens samspil med andre lungerelaterede sygdomme så som PCV2, influenza, ondartet lungesyge og PRRS.

På baggrund af sit studie mener dyrlægen derfor, at det er vigtigt at kontrollere mycoplasma ved hjælp af vaccination.

- Også selvom det er den eneste sygdom i besætningen, for man ved jo aldrig, hvornår andre sygdomme kan risikere at dukke op, siger han og påpeger, at det er vigtigt at vælge en mycoplasmavaccine, der beskytter i hele vækstfasen.

- Det er i dag almindeligt at vaccinere grisene allerede i farestalden, og så er det vigtigt, at vaccinen beskytter helt ind til slagtning, understreger han

Ved at studere 32 videnskabelige undersøgelser om emnet er John Haugegaard kommet frem til, at de støtter en kendt antagelse om, at mycoplasma hos svin (M. hyo) kan være med til at skubbe andre lungesygdomme i gang.

Desuden viser undersøgelserne, at Mycoplasma kan forværre andre lungesygdomme.

- Selvom andre lungesygdomme i sig selv kan forårsage lungeforandringer hos svinene, bliver lungeforandringerne mere alvorlige, når mycoplasma er involveret, og de er også længere tid om at hele, skriver John Haugegaard i sin konklusion.

- Det bekræfter, at mycoplasma hæmmer lungernes fysiologiske og biologiske forsvarsmekanismer, og dermed får bakterierne lettere ved at kolonisere sig og formere sig i lungerne, oplyser dyrlægen, der samtidig påpeger, at slagteriernes USK-undersøgelser (USK: Udvidet SundhedsKontrol, red.) ikke kan bruges ukritisk.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug fredag 11. april.

Danmark saneres for PRRS