Skippede sine 300 søer

(EFFEKTIVT LANDBRUG) Arne Andersens liv som selvstændig svineproducent er netop slut. I stedet satser han på andre projekter for at undgå indtægtsnedgang.

For to år siden satte Anne og Arne Andersen sig ned ved køkkenbordet og gjorde status over deres liv med svineproduktion i Store Merløse ved Ringsted. Parret delte et A4-ark op, og skrev hver især deres ønsker for fremtiden. De skrev også ned, hvor smertegrænsen lå i forhold til familielivet:

Hvor mange gange kunne de acceptere at aflyse familiearrangementer, fordi de skulle passe svin? Hvor mange gange ville de acceptere familiemæssigt, at en af deres medarbejdere ringede tidligt om morgenen og meldte sig syg? Og hvor dårlige skulle svine- og foderpriserne være, før arbejdsbyrden ikke stod mål med indtjeningen?

Tankerne om at lukke svineproduktionen rumlede allerede på dét tidspunkt i deres hoveder. Det var blevet sværere at skaffe arbejdskraft, og økonomien i svineproduktionen tegnede ikke lys. Til gengæld var der masser af arbejde.

Da Arne Andersen et år senere tog sedlen frem igen, fik han en øjenåbner.

- Det slog mig, at situationen ikke var blevet bedre. Problemerne var de samme som året forinden, fortæller han til Effektivt Landbrug, mens han sammen med sin hustru Anne Andersen sidder ved køkkenbordet i stuehuset og ser tilbage på årene som svineproducent.

I september 2007 kom dråben, der fik glasset til at flyde over. Arne Andersen sad ved køkkenbordet med en repræsentant for et foderstofselskab og forhandlede kontrakt på sojaskrå til sine knap 300 søer. Den sjællandske svineproducent var nær ved at falde ned ad stolen, da han hørte de himmelhøje priser på en ny kontrakt.

- Oveni besværet med at skaffe arbejdskraft begyndte økonomien nu også at spille ind. Jeg kunne jo godt se, at det i de seneste år havde været konjunkturstigningerne i landbruget, der betalte søernes bolig, siger Arne Andersen.

På det tidspunkt havde Anne Andersen også fået nok.

- Selv om jeg godt kunne lide det daglige arbejde på gården, var dét, at ugen ikke havde timer nok, en utrolig belastning. Det ødelagde vores familieliv. Dertil kom, at der ikke var nogen tegn på aflastning at se frem til, siger Anne Andersen, der har et deltidsjob som visitator i Lejre Kommune.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug Weekend lørdag 15. marts.

Læs også