På førstedagen på årets Landsskue i Herning blev de fleste af dyrene traditionen tro bedømt af de kyndige dommere, som de enkelte dyreracer har hidkaldt fra hele landet og i nogle tilfælde også fra udlandet. Indenfor malkekvæget venter Rød Dansk Malkerace dog til i morgen fredag med udvælgelsen af racens modeldyr. Det sker i anledning af, at Landsskuet får besøg af Verdenskongressen, der netop i disse dage afvikles i Danmark og Sverige.

Udover dyrene var der også bedømmelser af nyheder indenfor maskiner og redskaber på de mange firmastande. For første gang blev der uddelt en nyhedspris, og førstepladsen blev af komiteen, som bestod af to udvalgte landmænd og maskinkonsulent Hans Tolstrup, tildelt Wintex Agro. Thisted-firmaet fik prisen for et flytbart silosystem til oplagring af korn og andre afgrøder. Andenpladsen gik til en miljøvenlig ukrudtsbrænder fra Yding Smedie, og trediepladsen blev tildelt Lincoln Danmark A/S i Brøndby for et automatisk brandslukningssystem til store og dyre maskiner.

I modsætning til sidste år er der under Landsskuet 2007 ikke mulighed for publikum at afprøve traktorer på en særlig testbane udenfor selve Landsskuepladsen.

- Der har ikke været interesse nok blandt udstillerne til at gentage denne mulighed i år, siger Hans Tolstrup, der er ansvarlig for maskinudstillingen. Dyrskuet opfattes af udstillerne mere som en stationær udstilling, hvor man vil møde interesserede kunder på standene.