Jordpriserne stiger stadig
(LANDBRUG SYD) En del af ejendomsmarkedet er gået i stå – men det gælder ikke landejendomme, der fortsat er populære.
- Der er stadig godt gang i markedet og god efterspørgsel, så jeg oplever ikke den stagnation, man ellers hører om inden for vores branche, siger Birthe Pedersen, landbrugsmægler på Fyn.
- Strukturtilpasningen er lidt forsinket på Fyn, for her er fortsat en del landmænd, der vil skulle ud af erhvervet i de kommende år. Så der er flere ejendomme, der skal omsættes og passes til, siger hun.
Hun vurderer, at jordpriserne på Fyn i gennemsnit er oppe på 225.000 kr. pr. hektar.
- Vi har mange købere i kartoteket, som gerne vil være med. Og det drejer sig både om produktionsbrug og tillægsjord, så de får mulighed for at udvide.
I Østjylland er priserne endnu højere, og det er ikke en udvikling, der ser ud til at stoppe.
- Jordpriserne stiger nærmest, hver gang vi handler. Den lander de fleste gange mellem 210-260.000 kr. pr. ha, siger Peder Riishøj, landbrugsmægler i Horsens.
Han tilføjer, at hvad der hedder planteavl og ren jord over 15 ha ryger i licitation, da det er populært.
Peder Riishøj mener, at det er sundt for hele erhvervet, når der udvides og opkøbes.
- Jord er en god bankbog for ældre landmænd, og er man på vognen, kan man køre med eller stå af og sælge, som det passer til ens temperament. Der står nye og dygtige landmænd klar til at overtage. De er professionelle virksomhedsledere i dag.
Priserne i vest og syd er noget lavere. H.C. Hansen, landbrugsmægler i Brørup, fortæller, at priserne er stabile og i nogle områder svagt stigende. Priserne ligger fra 175-180.000 kr. pr. ha som gennemsnit.
- Men det varierer fra 110-250.000 kr. i Syd- og Sønderjylland. Generelt set er trykket dog gået af, og det kan have flere årsager, vurderer H.C. Hansen.
Han mener, at revideringen af landbrugsloven med det reducerede ejerkrav har fået nogle til at vente.
For skal man give 200.000 for jorden, som kun kan forrente 100.000 – så venter nogen og laver gylleaftaler og forpagtninger i stedet.
Desuden er mange på standby, fordi behandlingen af miljøgodkendelserne går så langsomt.
- Men det bliver spændende at se udviklingen, når der kommer gang i sagerne, siger han.