(LANDBRUG SYD) Belært af sidste års lunefulde sommer, har landmand Jesper Nielsen, Bolderslev op til denne sommer valgt at sikre sine marker vand nok med hele tre nye vandingsmaskiner.
Når man som Jesper Nielsen, der har en besætning på 170 køer samt 200 styk opdræt af kvier og 200 hektar fordelt på majs, græs og korn, ved man også, at vejret har en afgørende betydning for udbyttet i markerne.
Og netop sidste års lunefulde sommer, der blandt andet bød på en tørkeperiode, har været en afgørende årsag til, at Jesper i år har valgt at investere i hele tre nye OCMIS R 42 vandingsmaskiner og i alt 2.200 meter rørledning.
Alt sammen leveret og monteret af Smedager Smede- & Maskinforretning i Bolderslev. Og hvor indehaver Leif Frisk i år mærker en stor interesse for vandingsmaskiner:
- Det er allerede solgt ti styk i år, og flere er på vej, lyder det fra maskinforhandleren.
Og det med den korrekte vandmængde til afgrøderne er noget Jesper Nielsen har sat i system på sin bedrift, hvor han fører et detaljeret vandingsregnskab på internettet:
- Det er for at holde et bedre overblik over vandingen og få justeret på markerne, og dermed opnå en optimal vanding, forklarer Jesper, der kører sit vandingsregnskab via landboforeningen, og har konstateret, at majs giver mest for vanding.
De tre nye vandingsmaskiner, som Jesper Nielsen har investeret i, vil kunne hjælpe ham til endnu bedre vanding end hidtil.
De tre maskiner er hver især en OCMIS R 42, 110 x 400 meter maskine, der er monteret med computer, der kan programmeres til at styre vandmængden meget præcist.
Maskinerne tilkobles et over to kilometer langt rørledningssystem, der er 2.200 meter langt.
Så nu kan sommertørken bare komme an – det kommer i hvert fald ikke i år til at gå ud over markerne på Jespers bedrift, der består af to ejendomme.
TEKST OG FOTO: JOHN ANKERSEN