Fynsk gylle-kæmpe

(LANDBRUG FYN) Kombineret Claas traktor og Samson gyllevogn leveret til maskinfællesskab ved Glamsbjerg.

Ringe Maskinforretning ved maskinhandler Jens Jacob Andersen kunne forleden aflevere Fyns første eksemplar (og den femte i hele landet) af en gylle-kæmpe, bestående af en 25 tons Samson TGX gyllevogn med en 16-24 meter ADS (Anti Dryp System) slæbeslangebom, trukket af en Claas Xerion 3300 TRP traktor.

Køberne er et maskinfællesskab bestående af gårdejerne Henning Jørgensen, Flemløse, og Steen Nielsen, Langsted, som tilsammen driver 450 ha. Al jorden har de sidste flere år været dyrket uden pløjning, og i den forbindelse vil Claas Xerion traktoren blandt andet også skulle levere trækkraft til en stor harve.

- Traktoren er rammeopbygget og med førerhuset placeret helt forrest, hvilket giver et godt udsyn, fortæller maskinhandler Jens Jacob Andersen. Den har fire lige store hjul med en diameter på 205 cm. Motoren er en Caterpillar med 340 hk, og den er forsynet med markedets kraftigste trinløse transmission. Traktoren trækker og styrer på alle fire hjul, hvilket blandt andet betyder, at den kan køre »dog-walk«, så vægten fordeles over et stort areal, hvorved jordtrykket bliver minimalt.

- Gyllevognen er sektionsopdelt, og den tømmer forenden til sidst, så der hele tiden er maksimal vægt på traktoren, fortæller Henning Jørgensen og Steen Nielsen. Den er forsynet med en kran og en kraftig pumpe, som kan fylde tanken på to minutter. Vi har allerede kørt noget gylle ud med den, og med en rimelig køreafstand ligger udbringningskapaciteten på 75-100 m³ i timen.

TEKST & FOTO: ANDERS KURT SIMONSEN

Læs også