Beskæftigelsen som frøavlskonsulent var ikke ukendt for agronom Vera Jacobsen, da hun den første december begyndte i denne funktion hos DLF-Trifolium.

Firmaets avlschef i Højme, Erling Christoffersen, er heller ikke i tvivl om, at Vera Jacobsen er en meget kompetent afløser for Poul Brandenborg. Som frøavlskonsulent bliver arbejdsområdet på Sydfyn, Tåsinge og Langeland, mens tre kolleger dækker det øvrige Fyn.

Med opvækst på et landbrug ved Tønder og efter studentereksamen samt praktik faldt valget på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, hvor hun blev uddannet cand. agro..

- Interessen for matematik og statistik førte mig videre i arbejdet med genetik, og på den måde lærte jeg videre om planteforædling under studiet. Samtidig blev det også klart for mig, at det er et område, hvor der er lange udsigter fra de første genetiske tiltag til de færdige resultater, forklarer Vera Jacobsen.

Den kendsgerning overbeviste hende om, at det ikke var den forskningsprægede hverdag, som skulle blive fremtidige beskæftigelse. Så hellere ud at få kontakt med landmænd.

Kandidatopgaven på Landbohøjskolen var med et emne om dobbeltlave rapssorter, og hvorvidt den dobbeltlave status kunne fastholdes sammen med dyrkning af de enkeltlave.

- Dette projekt bragte mig i kontakt med DLF i Roskilde, hvor jeg fik ansættelse som frøavlskonsulent og tegnede frøkontrakter med landmændene, så arbejdet er ikke ukendt, selv om der siden er gået 18 år, fortæller Vera Jacobsen.

Efter to år i Roskilde fik Vera Jacobsens ægtefælle, hortonom Lars Jacobsen, arbejde ved Statens Planteavlsforsøg i Årslev, hvor han i dag er videnskabelig medarbejder ved Danmarks JordbrugsForskning.

- En ledig stilling som planteavlskonsulent for Langelands landøkonomiske Forening blev lige passende i den situation, og med 18 år i det job vil jeg nok mene at have været en stabil arbejdskraft for medlemmerne.

Vera Jacobsen havde også ubetinget en prækvalifikation til konsulenthvervet på Langeland, hvor der traditionelt dyrkes meget frø. Bopælen er også på en landejendom med seks hektar i Søndenbro på Sydlangeland.

- Arbejdet for medlemmerne på Langeland og senere flere i Agrogårdens regi efter foreningsfusionen, har i bund og grund været rigtig godt, og jeg har været glad for at betjene medlemmerne, fremhæver Vera Jacobsen.

- Så det kan være svært at vælge, men hvorfor har jeg så gjort det? Simpelthen fordi bureaukratiet har taget over, og planteavlskonsulenten begraves i papirarbejde, eksempelvis EU-ansøgninger og betalingsrettigheder. Det levner ikke plads til fagligheden, men gør det alt for spredt, mener Vera Jacobsen.

- Jeg har ikke kendt noget lignende, og det virker ikke logisk. Med muligheden for et virke som frøavlskonsulent var det oplagt at slå til, forklarer Vera Jacobsen.

- Jeg glæder mig til at kunne komme mere i kontakt med landmænd og aflægge servicerende markbesøg, og forhåbentlig få lejlighed til at dygtiggøre mig yderligere på mit nye arbejdsfelt, siger frøavlskonsulent Vera Jacobsen, DLF-Trifolium.

TEKST OG FOTOS: VAGN I. PERTL