Ny traktorserie fra Claas
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Claas-koncernen opruster yderligere med en ny traktorserie i 200 hk-klassen. Axion-modellerne kommer i fem størrelser.
Med præsentationen af den nye Axion traktorserie går Claas ind på det vigtige segment af traktorer omkring 200 hestekræfter, som efterspørges af mange landmænd.
Axion-serien omfatter fem modeller, nemlig Axion 810 på 174 hk, Axion 820 på 193 hk, Axion 830 på 209 hk samt de to største, Axion 840 og Axion 850 på 210 og 230 hk.
De to største i serien, Axion 840 og Axion 850, har endvidere mulighed for at booste ydelsen op til henholdsvis 240 og 260 hestekræfter, når pto-drevne maskiner med stort effektbehov kræver det.
Den nye traktorserie er udstyret med 6,8 liters DPS motorer, som opfylder de nyeste Tier III emissionsstandarder, og det er ydermere lykkedes at reducere brændstofforbruget i forhold til de tidligere Tier II standarder.
Transmissionen er det avancerede Hexashift system, som blandt andet kendes fra mærkets Ares serie. Modellerne fås naturligvis med både frontlift og front pto.
Den største traktor i serien vejer 7,1 ton og må ifølge fabrikken belastes med en nyttelast på op til seks tons yderligere.
Allerede i forbindelse med LIB-messen, der foregår i Fredericia Messecenter 16. til 18. november dette efterår, vil publikum kunne tage den nye traktorserie i nærmere øjesyn, lover importøren, LMB Danmark.
Dermed bliver det muligt, allerede i starten af det nye år, i januar eller februar, at sende de første Axion traktorer på arbejde hos danske landmænd.
For de, der ikke kan nøjes med Hexashift-transmissionen, vil modelserien fra næste år - og efter introduktionen på Agritechnica i Hannover i november 2007 - kunne få Xerion-serien leveret med 100 procent trinløs transmission, oplyser Claas-koncernen.