(LANDBRUG FYN) Forhandlingerne mellem RK Forsikring G/S og Forsikringsselskabet FYN a/s er indstillet.
Forhandlingerne om at fusionere de to fynske skadesforsikringsselskaber, Forsikringsselskabet FYN a/s og RK Forsikring G/S, med virkning fra 1. januar 2007, er indstillet, og fusionen er opgivet. Beslutningen om at opgive fusionen er taget efter langvarige forhandlinger, som har stået på siden foråret 2006.
- Under forhandlingerne har det vist sig, at de to selskabers kundeporteføljer ikke matcher hinanden så godt som forventet. Det eliminerer en del af den synergieffekt, som var grundlaget for den planlagte fusion. Det har også vist sig, at selskaberne har hvert sit forretningsgrundlag og forskellige virksomhedskulturer, og derfor er der ikke grundlag for at fortsætte forhandlingerne, oplyste de to selskaber i torsdags i en fælles pressemeddelelse.
I forbindelse med opgivelsen af fusionsplanerne oplyser RK Forsikring, at Peter Christiansen, der var selskabets kundechef indtil 1. juli i år, da han efter eget ønske fratrådte for at koncentrere sig om driften af sine ejendomsselskaber, er vendt tilbage og tiltrådt som administrerende direktør.
Selskabets administrerende direktør gennem de seneste 39 år, Jørgen Christiansen, fortsætter som medlem af direktionen, indtil han som planlagt går på pension med udgangen af året.
- Vi har hentet Peter Christiansen tilbage for at sikre de nødvendige ledelsesmæssige ressourcer i den daglige ledelse i overgangsperioden samt efter, at Jørgen Christiansen er gået på pension, siger RK Forsikrings formand, Niels Iuel Reventlow, Hverringe.