Hobbyavlere føler sig forfulgt

(EFFEKTIVT LANDBRUG) FJERKRÆ: Hobbyavlerforeninger føler sig hetzede af erhvervsorganisationerne indenfor fjerkræ. Dansk Slagterfjerkræ afviser kritikken.

I lørdags kunne Effektivt Landbrug fortælle, at Fødevarestyrelsen overvejer et forbud mod halm som strøelse. I den forbindelse udtalte Thorkil Ambrosen fra Det Danske Fjerkræråd:

- Det kan jo ikke nytte, at man anvender våd og halvrådden halm til strøelse, men det er jeg også overbevist om, at vores medlemmer ikke gør. Men der kan eventuelt være hobbyavlere, der ikke opbevarer halmen i lukket lade.

Den sætning fik flere læsere op af stolen, da de mente, at udtalelsen var endnu et led i en årelang hetz mod de små hobbyavlere. En af dem er Finn Jensen:

- Har Det danske Fjerkræråd ikke forstået alvoren i fugleinfluenza. Tror de virkelig, at hvis de får lov til at udrydde alt fjerkræ hos private personer, så vil fugleinfluenza på forunderlig vis ikke komme til Danmark, spørger hobbyavleren.

Thorkil Ambrosen understreger, at det ikke var hans hensigt at skabe ballade med sine udtalelser.

- Jeg kan jo principielt ikke vide, hvordan forholdene er hos hobbyavlerne, og jeg er også overbevist om, at forholdene hos 90 procent af dem er rigtig gode. Jeg er ked af, hvis jeg har brugt en vending, som kan virke krænkende på de avlere, der opfører sig ordentligt. Men der er altså nogle krejlere imellem, og når man slår med pisken, så hyler hundene, siger Thorkil Ambrosen.

Hos Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl føler formand Willy Littau, at hetzen mod hobbyavlerne har stået på i årevis, men det afvises af formanden for Dansk Slagtefjerkræ, Per Pedersen.

- Efter hvad jeg ved, er hobbyavlerne meget nænsomme og forsigtige, men jeg kan ikke se, at reglerne for fjerkræhold skal være anderledes for hobbyavlere end for os, siger Per Pedersen.

Læs også