Når Verner Bøjtang fremover sætter sig til computeren og tager telefonen for at formidle grise for syd- og sønderjyske landmænd i sit nystartede firma, Griseformidling Vest, så er det ikke nyt for ham – snarere tværtimod.

Til januar kunne han nemlig have fejret ti års jubilæum hos Husdyrformidling Syd, der den 1. oktober overgik til SPF-Selskabet. I stedet valgte han altså at sige op og begynde for sig selv.

- Hvis de ikke var blevet købt op, var jeg da fortsat, men salget var på en måde en kærkommen lejlighed til at prøve kræfter med at være selvstændig. Desuden har jeg fået utroligt mange opfordringer til det, så valget var let. Det skader jo heller ikke med lidt konkurrence, siger Verner Bøjtang.

Griseformidling Vest skal drives fra hjemmet på Kærmarksvej i Birkelev ved Skærbæk.

Verner Bøjtang kan på flere på flere måder trække på sin erfaring, for den forhenværende salgschef kender ikke kun til formidling set fra salgschefens stol.

- Oprindelig ville jeg have været landmand, og jeg har det grønne bevis fra Gråsten Landbrugsskole. Herefter var jeg driftsleder i en so-besætning med slagtesvin og senere søer med salg af smågrise. Så på en måde har jeg altid haft grise i hænderne, fortæller Verner Bøjtang.

På et tidspunkt hørte en god ven imidlertid om et ledigt chaufførjob hos Husdyrformidling Syd, som Verner Bøjtang søgte og fik:

- Jeg kørte rundt i nogle år og omsatte grise fra bilen, men for omkring fem år siden blev jeg rykket ind som salgschef. Så jeg har beskæftiget mig med køb og salg af grise i mange år.

Jobbeskrivelsen for Verner Bøjtang vil således ikke være anderledes, end den var hos Husdyrformidling Syd – den eneste forskel bliver, at det er med fødderne under eget skrivebord.

- I kraft af mine tidligere jobs er det her jo ikke nyt for mig, så det var bare at springe ud i det. I begyndelsen vil det være med hovedvægt på køb og salg af syv og 30 kilos grise til hjemmemarkedet eller eksport og på sigt også slagtesvin til eksport, siger Verner Bøjtang.

En anden service som Griseformidling Vest vil tilbyde er til rådgivning landmænd, der vil indgå i såkaldte »griseringe«, hvor producenter og aftagere af grise indgår aftaler. Verner Bøjtangs funktion bliver så at rådgive blandt andet omkring priser og størrelser, så begge parter for noget ud af samarbejdet.

Samarbejde bliver også kodeordet for selve opbygningen af Griseformidling Vest.

- For jeg indgår samarbejde med flere forskellige vognmænd, hvoraf den ene vognmand også har en SPF-bil. Vognmændene skal så stå for transporten af de grise, som jeg formidler, forklarer Verner Bøjtang.

Verner Bøjtang understreger, at han glæder sig til samarbejdet med store såvel som små producenter:

- For det var den gode kontakt til alle slags landmænd, som jeg lagde vægt på i mit tidligere job, og det vil jeg tage med mig over i Griseformidling Vest.

TEKST OG FOTO: LOUIS ANDREAS MICHAELSEN