Vanding kan koste dyrt

(LANDBRUG SYD) ULOVLIGT: Landmænd risikerer bøde og store regninger for at vande vejen.

Vanding i den tørre sommer er en nødvendighed, hvis afgrøderne skal give tilstrækkeligt udbytte – men forkert brug af vandkanonen kan koste landmanden dyrt.

Vanding på asfalten ved siden af gavner ikke afgrøderne, og det kan i sidste ende blive em omkostelig affære for landmanden. Det er en overtrædelse af færdselsloven, så bøden er inden for rækkevidde – Varde Politikreds har således udskrevet en bøde til en landmand, der »vandede« en motorcyklist.

Holdningen i politikredsene er ikke ens. Enkelte politikredse vil gerne nøjes med en advarsel første gang en landmand tages i vanding af kørebanen, mens andre straks finder bødeblokken frem:

- Vi skriver en bøde med det samme, lyder det fra vagthavende i Ribe Politikreds, og der kan løbe andre omkostninger på:

- Kommer vi ud et sted, hvor der vandes på kørebanen, forsøger vi at finde den pågældende landmand eller selv forsøge at slukke det. Er det umuligt, bestiller vi andre til at trække vandkanonen væk, og det bliver på ejerens regning, lyder det videre.

Vanding af vejen henføres under færdselsloven, der siger, det er forbudt at henkaste eller efterlade noget på vejen.

At det er forbudt, siger næsten sig selv – det er farligt for trafikanterne pludselig at få en kraftig vandstråle ind på forruden eller komme ud på en våd og glat vej. Mister en trafikant – evt. en motorcykel – herredømmet og bliver kvæstet eller dræbt, kan der også komme en erstatningssag mod landmanden på tale.

TEKST: LEIF CHRISTENSEN

Læs også