Kalvesang
(LANDBRUG FYN) Tæt ved 1000 mennesker fik en herlig koncertoplevelse torsdag aften i de utraditionelle rammer på Blanke Østergaard.
Tæt ved 1000 mennesker fik en herlig koncertoplevelse torsdag aften i de utraditionelle rammer på Blanke Østergaard.
- Dette er en aften, jeg aldrig glemmer!
Operasanger og Elvis-fortolker Jesper Lundgaard var overvældet: Det store publikum, udsigten gennem teltsiden ud over det fynske landbrugsland med blinkende traktorer, og med kulmination, da aftenens vært, gårdejer Per Hansen, kom på scenen med en nyfødt jerseykalv.
Også de tæt ved 1000 landmænd og byfolk fra nær og fjern, der var taget til »koncert i kulturlandskabet« fik torsdag aften på Blanke Østergård en oplevelse, de sent vil glemme.
- Det er over tyve år siden, jeg stoppede som landmand. Det er ganske enkelt flot klaret af landbruget, lød det fra en af de mange gæster i det store telt.
Chr. Greve, der nu bor i Nr. Aaby, benyttede en enestående chance for at genopleve tiden som landmand i Roerslev, da han malkede sig en tår jerseymælk til kaffen af Per Hansens modelko fra Det Fynske Dyrskue ved baren i det kæmpestore telt.
- Hvad så I bondekarle, har det ikke været en fantastisk aften, lød det spontant fra scenen, da Per Hansen efter Jesper Lundgaards storslåede Elvis-show greb mikrofonen for at takke alle for det overvældende fremmøde.
TEKST: ERIK HANSEN