- Vi skulle egentlig have haft undervisning i grovfoder, men »tog« os tid til at kigge herover. Det handler jo om fremtiden for os selv, siger Kristian Mortensen, Rorup, Juelsminde.

Han og to andre modul 2 elever fra Bygholm Landbrugsskole har set deres snit til at få et kig ind i fremtiden.

- Folk bliver mere og mere kritiske overfor landbruget. Og det er da også klart, at vi ikke må skade miljøet, siger Kristian Mortensen.

De tre venner diskuterer ivrigt de forskellige maskiners egenskaber.

- Se der er ødelagt for mange planter. Jeg tror at Samson kan gøre det bedre. Den dækker det bedre til i rillen, siger Kristian Mortensen og peger ihærdigt.

Med næsen helt nede ved jorden tjekkes nedfældningen.

- Jeg hælder mere til nedfælderen fra RKM, siger Johnni Hansen, Møgelkær, Horsens.

Også han uddyber ved at vise med hænderne:

- Læg mærke til bredden mellem rillerne. Den er smallere her. Det betyder, at planten ikke skal strækkes sig så langt for at få næring.

- Jeg tror nu alligevel også mest på Samson, siger Anders Madsen.

Sådan fortsætter de tre sammen med 150 andre ned ad marken.

- Det er sådan, man skal gøre i fremtiden. Men selvfølgelig er det dyrere at nedfælde gyllen med skivenedfælder. Det tager langt mere diesel end med slanger, og der er skader på planterne. Økonomisk er det altså ingen fordel, men det er sådan her det bliver fremover, konstaterer Kristian Mortensen, der understreger, at fremtidens landmænd ikke har et valg, men skal fungere i et samspil med det øvrige samfund.