Efter at svenske andelshavere i Arla i flere år har afholdt såkaldte andelshaverseminarer, følger danskerne nu trop.

- Ideen bag er, at andelshavere sidder i små grupper sammen med repræsentantskabsmedlemmer og stiller skriftlige spørgsmål til Arla. Herefter vil spørgsmålet blive videresendt til et af bestyrelsesmedlemmerne, der så vil svare på spørgsmålene ved et nyt møde, fortæller medlem af uddannelsesudvalget i Arla, Tommy Jensen, »Korsgaard« ved Thisted.

Han er en af initiativtagerne bag andelshaverseminarerne, som der allerede har været ét af. I Thy tyvstartede andelshaverne nemlig i november måned sidste år, da to repræsentantskabsmedlemmer og et kredsrådsmedlem fra Morsø og Thy-kredsene ringede en række mælkeproducenter op for at høre, om de havde lyst til at komme til seminaret.

Ifølge Tommy Jensen blev resultatet, at 95 procent, svarende til cirka 30 mælkeproducenter, dukkede op til mødet. De lidt mere direkte og uformelle forhold gav anledning til flere spørgsmål fra andelshavere, som normalt ikke lige er de første til at stille sig på talerstolen under kredsmøderne, fortæller Tommy Jensen.

- Jeg håber, det lykkes at få mere respons fra »manden på gulvet« og få ham til at deltage mere aktivt i udviklingen af koncernen, hvilket ville være meget tilfredsstillende, konstaterer Tommy Jensen, der forventer, at der allerede inden foråret vil blive stablet yderligere andelshaverseminarer på benene landet over.