En bøde på 55.000 kroner og et bidrag på 10.000 kroner til delvis dækning af forsvarets omkostninger blev de kontante omkostninger landmand Jørgen Christensen, Læborg ved Vejen, der blev dømt i torsdags. Kan han ikke udrede bøden lyder forvandlingsstraffen på 20 dages fængsel.

Kvægbrugeren blev fundet skyldig i at have slagtet og flyttet »ikke under 22 styk« kvæg væk fra sin ejendom, hvilket er i strid med Fødevareloven. Slagtningerne skete i perioden fra 23. juli 2003 til oktober samme år i lokaler, som ikke var godkendt til slagtning.

Jørgen Christensen, der tidligere har været for retten vedrørende manglende øremærkning af sine dyr, blev desuden fundet skyldig i at have undladt at bortskaffe slagteaffaldet herunder risikomaterialerne fra hjerne og rygmarv efter reglerne.

Anklagemyndighedens sigtelse indeholdt oprindeligt et bødekrav på 198.000 kroner, fordi den også omfattede yderligere slagtninger før den nævnte periode. Disse forhold var dog forældet inden sagen kom for retten i Holsted, og derfor var tiltalen skåret til, så anklagerens bødekrav lød på 75.000 kroner.

Jørgen Christensen blev frifundet for et andet forhold i anklageskriftet vedrørende fem dyr, hvilket også var dommerens begrundelse for den lidt mindre bøde og for at den dømte ikke skal betale de fulde sagsomkostninger.