Veteraner udstilles i Brørup
(LANDBRUG SYD) Dansk Veteran Traktor Klub afholder stor udstilling af stationære motorer, traktorer, entreprenørmateriel og landbrugsredskaber, samt Veteranauktion søndag, på Markedspladsen, Brørup, i weekenden den 26. og 27. juni.
Dansk Veteran Traktor Klubs udstilling er de seneste år blevet stadigt mere omfattende, og kulminerede sidste år med det hidtil største antal udstillere og besøgende i klubbens 17 år lange historie. Igen i år forventer klubben en stor interesse for sit materiel, og selvom træffet er i det sydjyske, kommer der udstillere fra hele landet, så der er lagt op til en alsidig og spændende udstilling også i år. Arrangørerne ser frem til en meget stor og omfattende motorudstilling i år, idet flere af klubbens motorfolk har tilsagt deres medvirken.
Der vil som sædvanligt være udstillet et anseeligt antal traktorer, og dette års træf er ingen undtagelse: Klubben vil i år markere to jubilæer: Den danske motorfabrik Bukh fra Kalundborg startede op for 100 år siden, og det skal selvfølgelig fejres med en stor udstilling af Bukh motorer og Bukh traktorer. For at gøre oplevelsen komplet, udstilles et eksemplar af en helt ny Callesen bådmotor, blot for at sætte tingene i relief.
Medlemmerne vil også fejre, at Solus-fabrikken i Tarm startede op for 75 år siden med sin produktion af bl.a. vogne og møgspredere. Bestyrelsen har forventning om, at der vil blive fremtryllet nogle velbevarede Solus maskiner, så publikum kan se hvordan møgspredning foregik dengang…
Rent aldersmæssigt spænder klubbens hen ved 1.900 medlemmer vidt; fra unge i tyverne, over familiefaderen til den pensionerede mekaniker eller landmand. Alle har det til fælles, at de, grundet en opvækst på landet, har en interesse for de maskiner og traktorer, som blev brugt i landbruget for ikke så forfærdelig længe siden.
- Så er man fascineret af maskiner og traktorer fra en svunden tid, så bør man besøge udstillingen i Brørup, hvor hele udviklingen i mekaniseringen af dansk landbrug op til 1978 med al ønskelig tydelighed fremvises. Her er noget for både øjne, ører og næsebor, siger formanden.
Søndag kl. 10 afholdes auktion over veterantraktorer og forskellige redskaber, her er alle velkomne til at afgive bud, til Danmarks billigste salær. Auktionsliste og tilmeldte effekter på www.dvtk.dk
4H arrangerer dyreudstilling, ponyridning og diverse aktiviteter for børnene, medens mor og far ser på traktorer. Der er også mulighed for at se på udstilling af gamle biler, lastbiler og motorcykler samt finde den sidste dims til ens egen traktor på det store stumpemarked.
For de spillelystne er der en mulighed for at købe lodder i foreningens store Tombola, med flotte gevinster skænket af sponsorer.
Lørdag startes med stort musikanført optog fra Stendyssen ved Kartoffelcentralen kl. 9.30. Den første traktor bliver ført af Brørups borgmester Egon Fræhr, som også holder åbningstalen lørdag kl. 12.00
Begge dage præsenteres udstillingens cirka 150 traktorer i ringen kl. 14.30.
Selvfølgelig vil der være liv og glade dage på pladsen også uden for timen med ringpræsentationen, idet klubbens motorfolk har arbejdende maskineri, som plejer at være et fascinerende syn, der fænger folks opmærksomhed.