Traktortræk trak trekvart tusind
(Landbrug Fyn) Østfyns Landboungdoms traktortræk i Nr. Søby på Grundlovsdag blev en solid succes.
Vejret viste sig fra sin allerflotteste side, da Østfyns Landboungdom på Grundlovsdag, lørdag den 5. juni, afholdt traktortræk ved Odensevej i udkanten af Nr. Søby.
Det fine solskinsvejr smittede af på tilskuertallet, som nåede op på godt 750 mennesker i alle aldre - lige fra babyer i barnevogne og til pensionister. Og de mange fremmødte fik fuld valuta for entréen.
Både formiddag og eftermiddag dystede ikke færre end 36 standardtraktorer, fordelt på fire vægtklasser. Desuden var der opvisninger - først med to modificerede traktorer i farmer-klassen og derpå med tre specialbyggede traktorer med tilsammen 6.500 hestekræfter.
Den mindste klasse, 3401-4400 kg, blev vundet af Kim Lund Jensen med IH 844 XL. Nummer to blev Thomas Christiansen med Ford 7700, og trediepladsen gik til Michael Larsen med Ford 8210.
I klassen fra 4401-5700 kg gik førstepladsen til Jens Jørgensen med Ford 8240. Lars Ærenlund blev nummer to med Deutz 8006, og Lars Hansen blev nummer re med Massey Ferguson 6265.
Jan Hansen vandt klassen fra 5701-7500 kg med Fendt Vario 716. Andenpladsen gik til Michael Jacobsen med New Holland 165, og på trediepladsen kom Jens Christian Nielsen med Fiat Winner 130.
I den tungeste klasse - 7501-12000 kg - blev førstepladsen trukket hjem af Alf Christiansen med John Deere 8520. Nummer to blev Tony Jensen med Fendt 920, og nummer tre blev Peter Madsen med Fendt Vario 930.
En hurtig optælling viser, at otte mærker var repræsenteret på »sejrsskamlerne«, heraf Ford og Fendt med hver tre, mens de øvrige kun havde hver én traktor med på »Østfyns-toppen«.