Stor interesse for at købe brugte traktorer på auktion

(LANDBRUG SYD) Der var stort ryk ind i Starup, da Fendt Scandinavia holdt auktion over sit lager af brugte traktorer.

Interessen var stor, da Fendt Scandinavia forleden holdt traktorauktion over sit brugtlager af godt 270 traktorer. Det havde trukket købere til fra både lokalområdet og resten af landet, men også fra andre lande blandt andet Tyskland og Norge og så langt væk fra som Rumænien og Grækenland.

Og Alex Pedersen, Fendt Scandinavia, oplyser, at der var godt gang i salget. På nær tre traktorer blev samtlige 272 varenumre solgt, om end han gerne havde set lidt højere priser. Men alt i alt er han godt tilfreds med auktionen, de indbragte 13 mio. kr.

Det er første gang, Fendt Scandinavia afvikler en traktorauktion – men Alex Pedersen afviser bestemt ikke, at man ikke senere vil gøre det igen:

- Det er en god måde at komme af med vores brugtlager på – og det var blevet for stort. Vi vil ikke gøre det til en fast årlig tradition, men jeg vil ikke afvise, at vi vil lave en traktorauktion igen på et senere tidspunkt, siger Alex Pedersen, der understreger, at man lægger vægt på kun at holde auktion over egne produkter.

Læs også