Skarp kritik af RYK

(LANDBRUG SYD) - Stem nej igen, lyder meldingen fra medlem af repræsentantskabet i Sønderjyllands Kontrolforening, Poul Gørup Justesen, omkring et nyt tilbud om optagelse i landsorganisationen RYK til lave priser, som han mener, sker for medlemmernes egne penge, og uden at alle oplysninger lægges på bordet.

Det blev et rungende nej med hele 86 procent, da Sønderjyllands Kontrolforening for få måneder siden stemte om at gå med i den nye landsdækkende organisation RYK.

I denne uge skal sønderjyderne igen stemme om et nyt tilbud fra RYK, hvor der lokkes med lave medlemspriser. Priser, der tilbydes for medlemmernes egne penge, lyder kritikken fra Poul Gørup Justesen, Toftlund, der er medlem af repræsentantskabet i Sønderjyllands Kontrolforening.

Umiddelbart lyder tilbudet fra RYK ellers fristende nok for medlemmerne - ikke mindst økonomisk: I det oprindelige tilbud skulle det ifølge Poul Gørup Justesen koste 85 kroner pr. ko i startbeløb og så ellers 108 kroner pr. ko for at være med i RYK.

I det nye tilbud er medlemsbeløbet blevet lidt billigere, nemlig i første omgang ligeledes 108 kroner pr. ko, som så senere skal falde til 84 kroner, mens det er på det andet beløb, at den helt store besparelse er - nemlig et fald fra 85 kroner til bare 49 kroner.

- Problemet er bare, at det er kommet mig for øre, at man samtidig har lånt 25 millioner kroner af Dansire, og jeg er derfor sikker på, at det er vores egne penge de bruger til at give os et godt tilbud med hos RYK, siger Poul Gørup Justesen, der i den forbindelse peger på det sammenfald af personer, man finder i de tre organisationers bestyrelser og ledelse.

Han finder det samtidig tankevækkende, at priserne, efter at Dansire er blevet landsdækkende, er steget med mellem 15 og 20 procent.

Samtidig påpeger han, at Sønderjyllands Kontrolforening sammen med de øvrige foreninger i primært Syd- og Vestjylland og på Fyn, der har sagt nej tak til RYK, udgør omkring 55 procent af kvægbruget.

Poul Gørup Justesen lægger ikke skjul på, at han frygter det aktuelle tilbud fra RYK mest handler om at få Sønderjyllands Kontrolforening indlemmet i organisationen.

- Ser man reelt på det, behøver vi det ikke. Vi er en stor og velkonsolideret forening, der kan tilbyde de samme ydelser herfra til konkurrencedygtige og ofte endda billigere priser, siger Poul Gørup Justesen, der blandt andet peger på at foreningen har en formue på 6 millioner kroner og sidste år kom ud med et overskud på 600.000 kroner. Og prisen pr. ko i kontrolforeningen var på blot 71 kroner.

Selv mener han, der ligger en mere anden og mere skjult dagsorden bag:

Jeg tror det handler om, at organisationen Dansk Kvæg ikke har haft den succes, der var forventet, og det har knebet med mærkesagerne. Derfor er der lagt op til, at RYK skal blive en landsdækkende succes, som kan blive præsenteret i forbindelse med landskongressen i Dansk Kvæg senere på måneden (på mandag, red.), slutter Poul Gørup Justesen.

Både hos Dansk Kvæg og Kvægavlsforeningen Dansire afvises påstanden om, at man skulle have tilbudt lave medlemspriser for lånte penge i forbindelse med at få medlemmerne af Sønderjyllands Kontrolforening med i RYK.

- Det har ikke noget på sig, og jeg ville aldrig gå med til sådan noget, siger formanden for Dansk Kvæg, Peder Philipp, der ikke forstår hvordan sådanne påstande overhovedet kan komme frem.

Han understreger samtidig, at der heller ikke er lavet hemmelige aftaler, der ikke må komme ud i offentligheden. Sådan arbejder man ikke i Dansk Kvæg.

- Alle oplysninger og tal er blevet lagt frem for Sønderjyllands Kontrolforening, og mit klare indtryk har været, at man har været positivt stemt overfor RYK. Og der er ikke blevet lånt penge i Dansire, fastslår Peder Philipp.

Han afviser også at det skulle handle om at Dansk Kvæg savner mærkesager og succes-historier.

- Det er klart, at arbejdet med at få samlet Dansk Kvæg har været svært og krævende, men at vi ligefrem skulle mangle mærkesager og succes-historier, må stå for Poul Gørup Justesens egen regning. Det er ikke mit indtryk, siger Peder Philipp, der i den forbindelse ser samlingen i det landsdækkende RYK som en god udvikling, der vil styrke kvægbruget.

Også næstformand i Dansire, Uffe Gottschalk Jensen, Vonge, afviser på det kraftigste, at der skulle være lånt penge i Dansire til at betale for lave medlemspriser af RYK.

- Hvis sådan noget kunne finde sted, ville der være noget alvorligt galt med vores organisation. Vi kunne aldrig finde på at på den slags, siger Uffe Gottschalk Jensen.

Læs også