Vækst eller vintervejen
(Effektivt Landbrug) For driftsleder Esben Graff Jensen går fokus på sikker drift og konsolidering hånd i hånd med vedvarende opmærksomhed på udviklingsmuligheder.
Driftsleder og - siden august 2003 - medejer af Håstrupgård Svineproduktion, Esben Graff Jensen, trives bedst med fødderne solidt plantet på en stejl vækstkurve.
Nu hvor det 1.100 søer store produktionsanlæg er kørt godt ind, og produktionskurven begynder at plane på et pænt højt niveau, mærkes uroen hos den unge og optimistiske driftsleder.
- Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på udviklingsmuligheder for bedriften, og vi er hele tiden på udkig efter nye muligheder her på egnen, siger Esben Graff Jensen i forbindelse med Effektivt Landbrugs afsluttende artikel i serien om svineproduktionen på Håstrupgård.
I år 2003, hvor Esben Graff Jensen skiftede funktionærtilværelsen ud med en tilværelse som medejer, har han dog også mødt erhvervet fra dets mere barske side.
- Prismæssigt har 2003 ikke været noget rart år for os svineproducenter. Den lave notering betyder jo, at vi på omkostningssiden må skære helt ind til benet på alle områder, siger han.
- Men det har også været et spændende år, hvor eksempelvis PMWS-situationen kan betyde, at vores salgssituation pludselig bliver defekt. Selv om vi lykkeligvis ikke er ramt af sygdommen, vil jeg dog gerne rose branchen for så hurtigt at gå i gang med at takle PMWS.
- Naturligvis har det konsekvenser, når vi bliver presset økonomisk. Det tvinger os til at tænke på, at det temmelig sikkert ikke bliver nemmere fremover. Og det kan vi ligeså godt ruste os til at kunne klare, lyder det fuld af optimisme og kampmod.
Esben Graff Jensen finder anledning til at takke de kolleger, der i Effektivt Landbrug gennem det seneste år har læst og kommenteret store og små faglige problemer fra produktionen på Håstrupgård.
- Det er dejligt at få at vide, at andre kan gøre brug af de erfaringer, vi har gjort os her, siger han.
- Jeg kan forstå, at også DS-rådgivere, dyrlæger og andre konsulenter læser Effektivt Landbrug. Det har betydet, at jeg er blevet inviteret med til et møde, hvor der skal diskuteres strategi for rådgivningen. Som det måske er bekendt, er det jo et tema, der har min interesse, siger han med et skælmsk smil.
Også landbrugets - og i særdeleshed svineproduktionens imagepleje - har Esben Graff Jensens store bevågenhed.
- Søernes skuldersår heles ikke ved imagepleje og velsmurte informationsstrategier. Den indsats, der skal til for at løse det problem, må vi naturligvis yde ude i staldene. Men i landbruget er vi for tilbøjelige til at pakke tingene så meget ind, at vi selv er med til at give det indtryk, at vi skjuler noget.
- Alle, der udadtil kommer til at repræsentere landbruget, kunne sikkert have meget glæde af et kommunikationskursus. Ikke bare for at lære at fortælle sandheden, men også for at lære, hvordan man på en kort og spændende måde fortæller sagens kerne til andre end os særligt indviede.
Ærligt, åbent og engageret bliver både stort og småt drøftet og målsat under de medarbejdersamtaler, driftsleder Esben Graff Jensen på Håstrupgård for første gang er ved at gennemføre med sine fire medarbejdere.
En medarbejder vil gerne have sikkerhed for, at der altid ligger en ekstra farvepatron klar, straks printerudskrifterne af styringslisterne bliver utydelige. En anden medarbejder kunne godt tænke sig at arbejde et par dage i en anden besætning for at lære nyt.
- Udgangspunktet er en stor samling af spørgsmål som jeg har ladet mig inspirere til gennem det arbejde, vi i Agro Partnere A/S har udviklet omkring personaleledelse. Medarbejderne får så papiret udleveret i god tid før samtalen, og vi bruger det både som inspiration og for at sikre en systematisk gennemgang af alle de forhold, der kan være relevante at tage op, siger Esben Graff Jensen.
Hver medarbejdersamtale tager et par timer. Imens sørger Esben Graff Jensen for at lave notater og opsummeringer.
- Ud fra hver medarbejdersamtale udfærdiger vi sammen en lille handlingsplan for de ting, vi er blevet enige om at tage initiativer omkring.
For Esben Graff Jensen giver medarbejdersamtalerne ham også en kærkommen lejlighed til at udvikle sig som leder.
- Normalt afklarer vi mange af tingene, når vi dagligt mødes ved formiddagskaffen. Men jeg er sikker på, at vi vil genindføre en fast halv time hver tirsdag formiddag, hvor vi i en fast struktur gennemgår ugens opgaver og gør et par notater om forskellige hændelser. Der forpligter lidt mere end de daglige uformelle samtaler om tingene, siger han.
De fire ansatte på Håstrupgård har haft en meget positiv oplevelse af medarbejdersamtalerne.
- Jeg er den eneste her, der ikke har prøvet at arbejde i andre besætninger, fordi jeg oprindelig er uddannet som social- og sundhedshjælper, siger Jonna Mortensen.
- Derfor foreslog jeg under medarbejdersamtalen, at jeg fik lov til at komme ud i en anden besætning en dag eller en uge for at opleve de arbejdsrytmer og udfordringer, man har et andet sted, siger Jonna Mortensen, der ikke ønsker sig tilbage til et arbejde i social- og sundhedssektoren.
- Jeg kan faktisk bedre lide at arbejde med grise end med ældre mennesker, siger hun ærligt.
- Der er ingen hemmeligheder her. Vi bliver utrolig godt informeret om bedriftens økonomi og følger naturligvis hele tiden med i produktionsresultaterne, siger Niels Kristian Bæk.
- Det giver en stor ansvarsfølelse. Både for helheden og for den del af produktionen, hvor vi hver i sær har et særligt ansvar. Esben tror på os og viser os tillid ved ikke hele tiden at komme løbende for at tjekke tingene.
- Så betyder det da også noget, at Esben er god til at introducere os medarbejdere i lokale aktiviteter. Vi spiller badminton i en lokal klub og har også været ude for at bowle alle sammen. Måske sætter jeg især pris på sådanne ting, fordi jeg i forbindelse med jobbet flyttede hertil fra Djursland, som er min hjemegn, siger Niels Kristian Bæk.
- Det ville nok være sværere at gennemføre medarbejdersamtaler, hvis man er den eneste medarbejder udover ejeren, medgiver Martin Larsen, der selv tidligere har arbejdet som eneste medarbejder i en bedrift.
Det hører også med, at det først er i de senere år, at personaleledelse er blevet en formaliseret del af landbrugsuddannelserne.
- Og så er der bare nogle, der er født til at være gode personaleledere og andre som ikke er det, lyder det samstemmende fra de fire medarbejdere på Håstrupgård.
I slutningen af januar 2004 er medarbejderne på Håstrupgård tilmeldt et særligt »teambuilding« arrangement, som er arrangeret i Agro Partner-regi.