Danpo lukker Struer Fjerkræslagteri

135 medarbejdere mister job i Struer, heraf kan 60 flytte til Aars eller Farre.

135 medarbejdere berøres i Struer, og den samlede årlige økonomiske effekt vil være cirka 25 millioner kroner i form af besparelser og forbedret evne til at leve op til markedets krav. Cirka 60 nye arbejdspladser etableres, heraf 50 i Aars og 10 i Farre.

- Vi overtog Struer Fjerkræslagteri for knap et år siden med en forventning om, at den økonomiske afmatning i branchen havde nået bunden, og at kurven ville bøje opad. Det er ikke sket, og vi er nu nødsaget til at agere på den situation, siger Danpos adm. direktør Per G. Jensen. Lukningen sker den 6. februar 2004, og den samlede årlige økonomiske effekt vil være cirka 25 millioner kroner i form af besparelser og forbedret evne til at leve op til markedets krav.

Lukningen skal således også ses i lyset af, at virksomheden fortsat møder nye udfordringer fra kunder, blandt andet med hensyn til at levere friske kølevarer alle ugens hverdage. Og her kan Danpo med fordel udnytte det eksisterende produktionsapparat i Aars, i stedet for at investere i nyt udstyr i Struer eller Farre.

De cirka 13 millioner kyllinger, der hidtil er blevet slagtet i Struer vil fremover blive slagtet på Danpos slagterier i henholdsvis Aars og Farre. I Aars etableres cirka 50 nye arbejdspladser i forbindelse med at man starter et weekend hold. Weekendholdet skal både forestå slagtning, partering og pakning, således at der kan leveres friske kølevarer, som ligger i køledisken mandag morgen. I Farre vil der blive etableret cirka 10 nye arbejdspladser i produktionsregi.

Danpo købte Struer Fjerkræslagteri i begyndelsen af 2003 af familien Ramsløv, i hvis eje det har været siden grundlæggelsen i 1935.

– Det er med vemod, at vi må lukke slagteriet i Struer, men vi er tvunget til at fokusere på vore omkostninger, slutter Per G. Jensen.

Læs også