Kvier skal i robot-stald inden kælvning
(Effektivt Landbrug) På Æblehøjgård tegner det nu til, at man bliver BVD-problemet kvit. Den ene PI-kalv, der blev født tidligere på året, blev heldigvis en enlig svale.
Der er mange kælvninger både på Æblehøjgård og Bøgebjerggård i denne tid. Det er også tilsigtet, da Arne og Lars Jeppesen gør en lille smule for at have meget mælk i de måneder, hvor afregningsprisen er højest.
På Bøgebjerggård hos Lars og Maja er der mange af de indkøbte SDM-kvier, der har kælvet i den seneste tid, men kvoteudnyttelsen ligger kun på 90 procent efter det seneste kvotekøb. Kvoten kan først udnyttes fuld ud, når jerseykøerne er erstattet af sortbrogede. De to malkerobotter har ikke kapacitet til at malke mere mælk af besætningen, hvor de sortbrogede nu fylder mere og mere i stalden.
Næsten modsat ser det ud på Æblehøjgård, hvor udnyttelsesprocenten er oppe på 112 procent inklusiv den senest tilkøbte kvote, så det kommer til at knibe med at holde produktionen langt nok nede indtil 1. april.
For at kunne udjævne denne ubalance i mælkeproduktionen mellem de to besætninger, har Arne og Lars planlagt at danne et nyt, fælles I/S, Jeppesen I/S / Mælk, som mælkeproduktionen begge steder skal køre under.
- På denne måde kommer vi til at operere med en fælles kvote, så det bliver lettere at forebygge ubalancer, forklarer de.
- Vi slap rimeligt igennem den varme periode med køerne i år med færre tilfælde af yverbetændelse end i sommeren sidste år. Nu, hvor vi igen har køligere vejr, kører det hele tydeligvis bedre, føjer Arne til.
Maja, der står for den daglige pasning af besætningen på Bøgebjerggård, har gjort den erfaring, at nye kvier helst skal indsættes i stalden med de to Lely Astronaut malkerobotter, inden de kælver.
- Har de nået at kælve inden, er de sværere at vænne til systemet og skal skubbes hen til robotterne det første stykke tid, siger hun.
De to robotter kører ellers tilfredsstillende. Men vedligeholdelsesomkostningerne er højere end til den 32-pladsers DeLaval malkekarrusel på Æblehøjgård, der nu har kørt fuldstændig problemfrit i to år med meget lave vedligeholdelsesomkostninger. Her malker én mand 120-130 køer i timen.
Men malkerobotterne har nu også deres styrke, når tingene kører rigtigt. En nyindkøbt SDM-kvie efter Funkis har meget hurtigt vænnet sig til at gå ind i robotten og blive malket fire gange i døgnet. Hun giver allerede 48 kilo mælk om dagen.
Da Effektivt Landbrugs medarbejder på vej til ugens besøg på Æblehøjgård og Bøgebjerggård i sidste uge kører forbi den lokale dækforhandler, der bor tæt på de to gårde, holder Lars Jeppesen der med gummigeden. Dækkene er slidt op, så der må ofres 30.000 kroner på fire nye dæk.
Hjemme i indkørslen hos Anne og Arne Jeppesen holder maskinstationens finsnitter. Arne og et par af folkene er travlt optaget af at gøre en vogn klar. Den lidt hektiske stemning skyldes, at beslutningen er taget: De 43 hektar majs skal høstes nu.
Apropos de nye dæk til gummigeden kan man spørge sig, om dækmonteringen er så vigtig, når stakken med majsensilage skal køres sammen. En kendsgerning er det i hvert fald nok, at en altmulig-maskine som en gummiged kører flere kilometer, end de fleste forestiller sig.
Lars fortæller, at han sidste år, da han skulle køre en stak med majs fra 14 hektar sammen, slog den funktion til, som måler, hvor stor afstand gummigeden tilbagelægger i begge kørselsretninger. Den viste 80 kilometer.
Han forklarer, at majsen ikke må blive for moden. Så kommer tørstofprocenten for højt op, og ensilagen bliver tungere fordøjelig, end godt er.
- Vi tager det hele nu, hvor det også tegner til nogle dages fint vejr. Majsen skal falde godt sammen i stakken, og der må ikke være saftafløb, da det blandt andet betyder tab af næringsstoffer.
Når majsen er høstet, sprøjtes marken med Roundup. På grund af regnvejret er der nemlig nogle pletter, hvor kvikken har sat grønne skud. På grund af den tidlige majshøst er der tid nok til at få sået vinterhveden efter, at Roundup’en har haft tid til at virke.
Ligesom sidste år er valget faldet på sorten Boston, som har givet et godt udbytte i år, også fordi den passer godt til jorden. Desuden har Boston hvede den fordel, at den er meget svamperesistent, så der kan spares en svampesprøjtning.
Det glider kun delvist i starten. Nogle kiler og ender skal tages først, inden man får sig arbejdet frem til at kunne tage de lange træk i hele markens længde. Og midt i det hele kører en af kæderne på det 6-rækkede majsbord af. Men i løbet af formiddagen glider det godt, og den lange stak begynder ganske langsomt at vokse.
På den sværeste del af jorden tegner majsen rigtig godt, mens den er noget trykket af tørken der, hvor jorden er lidt lettere.
I dag, den 22. september, starter optagningen af sukkerroer. De første roer skal leveres til sukkerfabrikken i Nykøbing Falster på onsdag. Planen er, at halvdelen af sukkerroerne, cirka otte hektar, skal tages op nu. Roerne tegner meget lovende. Det bekræftes af prøveoptagningerne på en gård lige i nærheden, som viser over 10 tons sukker pr. hektar. Holder det stik, bliver det nødvendigt at bruge egne c-roer til opfodring.
Siden sidste besøg har Arne og Lars Jeppesen forpagtet yderligere 23 hektar jord ved Knabstrup cirka 15 kilometer væk. Det kan betegnes som en praktisk foranstaltning, da alle disse 23 hektar braklægges, så der kan tages et nogenlunde tilsvarende areal i dyrkning igen hjemme.
- Vi har netop fået godkendelse fra Vestsjællands Amt til at have 230 køer her på Æblehøjgård. Det er naturligvis i sig selv positivt. Men jeg synes virkelig, det er at vende tingene på hovedet, at denne beslutning nu - bagefter godkendelsen - er sendt i offentlig høring og kan bremses af eventuelle indsigelser.
- Det havde da været mere logisk, at sådan en sag skulle igennem høringsfasen, inden amtet giver sin godkendelse, konstaterer Arne med en hovedrysten.
- Det, man lærer af sådan en sag, er, at man skal vænne sig til at tænke langsigtet og søge i meget god tid, hvis man har planer om at bygge og udvide produktionen, føjer han til.
- Der går forbavsende mange timer på kontoret, hvis jeg skal være godt med hele tiden med registrering af data fra de to besætninger, lønningsregnskaber, indbetaling af a-skat, daglig bogføring, moms, ansøgninger om tilskud, udskrivning af regninger og betaling af regninger, siger hun og føjer til:
- Sådan et sted som her, hvor vi er mange folk, og der altid er noget i gang, kan det ikke undgås, at man bliver afbrudt mange gange i løbet af dagen, som på denne måde bliver delt op i bidder. Nogen gange kan jeg godt bagefter spørge mig selv, hvad dagen egentlig er gået med.
- Forrige år byggede vi ny servicebygning med malkekarrusel. Det giver altid en masse opgaver og ulejlighed, mens det står på. Og Lars’ overtagelse af Bøgebjerggård ved årsskiftet har givet et travlt år, både praktisk og på det beslutningsmæssige plan. Derfor glæder jeg mig til, at vi kommer ind i en periode, hvor tingene kan køre i en mere rolig gænge, slutter Anne.
Effektivt Landbrug følger året ud hverdagen på en håndfuld udvalgte, effektive bedrifter indenfor en række driftsgrene, nemlig malkekvæg, svin, planteavl, mink og maskinstationsdrift.
I denne uge har vi igen været på besøg hos Anne og Arne Jeppesen på deres malkekvægbrug på Æblehøjgård ved Svinninge mellem Holbæk og Kalundborg. Produktionsgrundlaget er 230 SDM køer med fuldt hundyropdræt. Markbruget omfatter i alt knap 250 hektar.
Besøget gjaldt også sønnen Lars Jeppesen på den nærliggende nabogård Bøgebjerggård, der drives sammen med Æblehøjgård. På Bøgebjerggård er der i øjeblikket cirka 100 Jersey og 25 SDM køer med fuldt hundyropdræt samt et markbrug på 105 hektar.
Der stiles mod at lægge de to bedrifter sammen i takt med, at der gennemføres et generationsskifte over en periode på en halv snes år.