Maskinstationsmand: Pres halmen hurtigst muligt

(Effektivt Landbrug) På Nygaards Maskinstationen har man gjort det til en rutine, at presserne hver eneste aften efter endt arbejde i marken gøres helt rene. Arbejdet sker efter nogle helt klare rengøringsrutiner.

Og maskinstationsejer Bjarne Nygaard tøver ikke med at give et råd til planteavlerne forud for pressesæsonen:

- Ta’ fat i arbejdet med at få halmen presset lige fra start. Det halm, der er presset, får man ikke problemer med senere. Og blot 10-20 ekstra baller presset om dagen kan vise sig at få stor betydning sidst på sæsonen, hvor dagene er kortere, temperaturerne lavere og forholdene til halmpresning derfor mindre gunstige end tidligere i høsten.

- Derfor skal mit råd klart være, at man får sin halm presset og bjerget så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre, siger den erfarne halmmand, der selv har været oppe på at presse godt 500 bigballer på en rigtig god pressedag.

- Det er langt nemmere at se eventuelle fejl eller skader på en presser, hvis den holdes ordentlig ren, og samtidig er det noget mere behageligt at arbejde med nogenlunde rene maskiner frem for totalt tilstøvede maskiner.

- Blandt andet derfor har vi her på maskinstationen gjort det til en rutine, at presserne hver eneste aften efter endt arbejde i marken gøres helt rene. Arbejdet sker efter nogle helt klare rengøringsrutiner, vi har indarbejdet. Dels for at gøre arbejdet ordentligt og dels for at spare tid, forklarer Bjarne Nygaard, der sammen med sine folk skal presse cirka 9.000 bigballer i årets høst.

Det sker med en Hesston 4900 med ballevogn og en New Holland 980 med ballevogn. Begge pressere er udstyret med lys, blæser og vandmåleudstyr.

Maskinstationen har kontrakt på presning af cirka 1.100 ton halm på den lokale egn, hvor der er et relativt stort behov for halm på flere kvæggårde. En del af halmen hentes da også mere end 20 km væk. Bjarne Nygaard formidler ligeledes cirka 700 ton halm i høst, heraf en del frøgræshalm. Maskinstationen råder over to 2-akslede og to 3-akslede halmvogne til transport.

- Dagen efter en regnvejrsdag er det meget, meget vigtigt, at man får spredt halmen ud. Hvis ikke det ligefrem har styrtregnet, kan man dagen efter bygerne sprede halmen i middagstimerne og, hvis det ellers er tørt og lidt luftigt i vejret, ofte presse halmen sidst på dagen. Så vigtigt er det faktisk at få spredt halmen ud, siger Bjarne Nygaard.

Når den våde halm skal luftes, anvendes en Claas Volta 540 H vender, mens halmen kan rives sammen med en hydraulisk Claas Liner 780 rive.

Derfor er der ingen slinger i valsen, når Bjarne Nygaard skal købe halmgarn til sine Hesston pressere.

- Vi køber fransk kvalitetsgarn. Efter min mening noget af det absolut bedste på markedet. Det er ikke det billigste, men vi bestræber os på at lave et stykke kvalitetsarbejde her på maskinstationen, og når det gælder halmpresning nytter det ikke at gå på kompromis med garnkvaliteten. Så enkelt er det, siger maskinstationsejeren.

- Ved at bruge kvalitetsgarn, fortsætter han, kan vi minimere bindefejl og ødelagt garn til et minimum. Og fejlene er langt færre end ved billigt garn. Det ved jeg af egen bitter erfaring, og derfor er der slet ingen tvivl om, at jeg vælger et kvalitetsprodukt i dag.

Bjarne Nygaard har valgt at bruge garn med en forholdsvis grov struktur.

- Simpelthen fordi den grove struktur medvirker til at forhindre, at garnet går op i bindingerne. Bruger man glat garn, glider bindingerne langt lettere op, og det vil vi ikke bøvle med mere end højst nødvendigt, pointerer han.

Han tilføjer slutteligt, at bindegarn kan købes i kvaliteter fra 120-150 meter pr. kg, og at maskinstationen selv benytter garn med 120 meter pr. kg, selvom det er dyrere.

Den vestfynske maskinstationsejer er således en af hovedkræfterne bag den NM Mega Pack maskine, der under roekampagnen pakker HP Pulp for Danisco og en række kvægbrugere rundt om i landet.

Det efterspurgte kvægfoder HP-Pulp er roeaffald tilsat melasse.

NM Mega Pack maskinen er blevet til efter grovskitser og ideer fra Bjarne Nygaard og udviklet i samarbejde med Danisco Sugar. Maskinen har vist sig at være så god, at en svensk entreprenør- og vognmandsforening, som også arbejder for Danisco, har bestilt en NM Mega Pack maskine til den forestående roekampagne.

Her monteres blandt andet et førerhus direkte på pulppakkerens kran. Førerhuset er et særligt ønske fra den svenske køber, og det er en opgave, som sætter montørernes hjerneceller på hårdt arbejde i sommervarmen, da Effektivt Landbrug kigger forbi værkstedet.

En række hydraulikslanger sidder i vejen, og der må improviseres.

Efter endt rådslagning besluttes det at flytte et par beslag, så kranen med det påmonterede førerhus ikke kommer i karambolage med slangerne, når kranen drejer under arbejdet.

- Sådan noget er en del af udfordringen og noget der gør det sjovt at være med til at udvikle sådan en maskine, lyder det fra Bjarne Nygaard.

I sidste sæson bestod NM Mega Pack maskinen sin test, da den var i arbejde i godt og vel 90 dage uafbrudt.

I 2003 følger vi maskinstationen Nygaards Maskinstation i Husby på Vestfyn.

Maskinstationen drives af Bjarne (40) og Dorte Nygaard (37). Sammen har parret to piger, Ida på otte år og Eva på seks år.

Bjarne Nygaard begyndte som selvstændig i 1987, og han har selv bygget firmaet op fra grunden. Siden kom Dorte til, og i dag klarer hun blandt andet regnskabsopgaver i firmaet.

Der er fast ansat to maskinførere i virksomheden – Jimmy Mortensen og Kenneth Hansen, som netop har afløst Thomas Hansen, der er taget på landbrugsskole. Endnu en maskinfører ansættes snarrest til høstarbejdet.

Desuden er driftsleder og jordbrugstekniker Morten Holmgaard ansat til blandt andet at udvikle et koncept omkring salg, levering og udbringning af biokompost.

Nygaards Maskinstation omsætter årligt for cirka 5,5 millioner kroner.

Læs også