Niels Chr. Larsen stopper
(LANDBRUG FYN) Efter mere end 20 år i folkevalgt organisationsarbejde træder Niels Chr. Larsen tilbage som formand, når Fyns Familielandbrug holder generalforsamling den 9. maj. Familien har købt landbrug i Jylland og flytter dertil i løbet af sommeren.
På et bestyrelsesmøde i Fyns Familielandbrug, tirsdag den 18. marts, meddelte formanden, Niels Chr. Larsen, Grasten, Thurø, at han træder tilbage fra bestyrelsen, når Fyns Familielandbrug afholder ordinær generalforsamling, fredag den 9. maj.
- Beslutningen om at træde tilbage, som jeg meddelte bestyrelsen i tirsdags, har ikke - som nogle måske vil tro - noget at gøre med fusionen mellem Dansk Familielandbrug og Landboforeningerne, som jeg hele tiden har været modstander af, erklærer Niels Chr. Larsen.
- Der ligger heller ikke noget økonomisk bag. Fyns Familielandbrug har i det seneste regnskabsår haft et overskud på en kvart million, og det resultat er både jeg og den øvrige bestyrelse godt tilfreds med.
- Vi har længe haft et ønske om at udvide produktionen med bygning af en ny svinestald. Men på grund af indsigelse fra ejerne af et sommerhus, der ligger 250 meter fra gården, kunne vi ikke få lov til at bygge her.
- Vi kunne muligvis have fået lov at bygge ude på marken, men det var vi ikke interesseret i. Derfor begyndte vi at se os om efter noget andet, og vi fandt så en ejendom i Jylland, som er fuldt udbygget til den produktion, vi gerne vil have.
- Men, understreger Niels Chr. Larsen. Det har været ubehageligt at opdage, at folk, som man troede, man havde et godt naboskab til, pludselig går imod vores ønsker om udvidelse. - Også selv om de kun benytter det pågældende sommerhus en gang imellem.
- Flytningen har været overvejet i lang tid, fortæller han. Jeg er 54 år og satser på at have mange gode år endnu som aktiv landmand. Derfor vil jeg gerne have mulighed for at have en større produktion.
- Jeg har brugt 20 år på folkevalgt arbejde. Det er ikke gratis, understreger Niels Chr. Larsen, der stadig er i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning, der blev truffet, da et lille flertal på Dansk Familielandbrugs ekstraordinære delegeretmøde i Vingsted den 29. november sidste år gik ind for fusionen Dansk Landbrug.
- Men det var en demokratisk afgørelse, og jeg har besluttet, at jeg ikke vil blive en sur gammel mand. Jeg vil hellere bruge min resterende ungdom på noget andet, siger den snart forhenværende familielandbrugsformand, der endvidere træder ud af den fynske jordbrugskommission, når han flytter fra Fyn.
- Det var omkring 1980, at jeg begyndte at bruge tid på organisationsarbejdet, fortæller han. Via poster i diverse fagudvalg kom jeg med i driftsøkonomiudvalget i Sydfynske Husmandsforeninger, der i mange år havde et godt og ligeværdigt samarbejde med den lokale landboforening om Sydfyns Landbocenter i Svendborg.
- I slutningen af 1980’erne afløste jeg Jørgen Kjølby som formand for Sydfynske Husmandsforeninger og kom derved med i bestyrelsen for Fynske Husmandsforeninger, der senere blev til Fyns Familielandbrug.
- I 1995 blev jeg valgt til formand for Fyns Familielandbrug. Det medførte samtidig en plads i bestyrelsen for Dansk Familielandbrug, hvor jeg i februar 2000 blev valgt til næstformand.
- Så i april 2002 kom den meget omtalte »Kina-aftale«. Det betød, at bestyrelsen blev splittet i tre grupper: Dem der var for, dem der var imod, og dem der populært sagt stemte med den største flok.
- Det bevirkede, slutter Niels Chr. Larsen, at det sidste år ikke var så rart. Det er ikke rart, når ens medspillere bliver modspillere.