Nationalpark i stedet for imagekampagne?

(Effektivt Landbrug) - Fin ide, kalder kulturekspert tanken om, at landbruget skænker nationen en nationalpark – med kvinderne ved roret. En park har ingen »her og nu effekt«, men kan være en ide på sigt, vurderer reklamemand.

Det lyder måske som en vild tanke. Det er det såmænd også. Men hvorfor egentlig ikke? Tanken om en eller flere nationalparker i Danmark er ikke af ny dato, og landbruget har i denne sammenhæng en chance for at sætte en dagsorden og vise erhvervet frem i stedet for at fortælle om, hvad man går og laver.

- Det er en fin idé, I plæderer for, fastslår Johs. Nørregaard Frandsen, der er lektor ved center for kulturstudier på Syddansk Universitet, Odense.

- Imidlertid er ordet »nationalpark« galt, vurderer han videre. Det smager af hengemte genstande i en friluftspark a la Den Fynske Landsby.

- Måske var udviklingspark et bedre navn - for de gæve landbokvinder bør stå for noget fremadrettet - den indre bonde bør ikke være fortid, men frugtbar fremtid, pointerer Johs. Nørregaard Frandsen.

- Det kommer an på, hvad man vil. Hvis landbruget har brug for en imagemæssig »her og nu effekt«, duer en park ikke. Men det betyder ikke, at tanken om en nationalpark, som skitseret, ikke er en god ide. Det kunne det faktisk godt være, vurderer Erik Laumand, og fortsætter:

Erik Laumand understreger, at han ikke kender detaljerne i den imagekampagne til 78 millioner kroner, der diskuteres i landbruget netop nu.

- Men jeg kan faktisk godt forstå, at mange landmænd er skeptiske. Jeg tror ikke selv på, at en imagekampagne vil have en betydelig effekt for landbruget.

- Folk skal opleve noget konkret. Man kan ikke udelukkende kommunikere sig ud af denne imagekrise. Man er omgivet af en skeptisk omverden, og så skal der meget mere end tv-spots og andre reklameindslag på bordet – for det handler jo grundlæggende om troværdighed.

- Så på sigt var ideen om en nationalpark - med kvinderne med roret - måske værd at arbejde videre med, vurderer Erik Laumand.

Læs også