Slagteriformand venter stabil notering i efteråret

STABILITET: Det nuværende noteringsniveau forventes at kunne holdes frem mod julemåneden. Her venter til gengæld det traditionelle prisfald på svinekød.

Svinenotering vil holde sig på et stabilt niveau hen over efteråret. Det er meldingen fra Danske Slagteriers formand, Bent Claudi Lassen.

- Selvfølgelig kan der komme udsving. Men dommedagsprofetierne om priser, der når helt ned på 1998/99-niveau tror vi ikke på i branchen, siger Bent Claudi Lassen til Effektivt Landbrug.

Det sker i erindring om, at svinenoteringen i midten af oktober 1998 kom under 7 kroner kiloet for først at dukke op over de 7 kroner kiloet igen i juni 1999. Noteringen lå i denne periode endda i mange uger på mellem 6 og 6,20 kroner kiloet. Stort set ingen svineproducenter vil i realiteten kunne tjene penge med så lav en notering.

Selv med de nuværende faldende udgifter til foder, skal noteringen på den pæne side af 8 kroner kiloet plus efterbetaling, for at flertallet af svineproducenterne kan holde forretningen i gang, lyder en tommelfingerregel i branchen.

- Men det er der ikke noget usædvanligt i. Vi får traditionelt en afmatning på markederne i december, januar og februar, hvilket fører til en lavere pris – også ude hos producenterne. Det venter vi sker igen i år, pointerer slagteriformanden.

- Men, slutter han, til gengæld venter vi, at kurven vender igen i andet kvartal af 2003. Mit bud vil lige nu være, at kurven vender allerede til marts.

Ovenstående handler om, at de tyske slagterier gennem en periode har kunnet betale væsentligt mere for svinekød end deres danske konkurrenter. Forskellen, der lige nu ligger i omegnen af en krone pr. kilo, kræver en forklaring, mener formanden for Danske Svineproducenter, Per Bach Lausen.

- Nu har vi jo for eksempel diskuteret code of practice med Danish Crown. Og vi er gået med på ideen. Blandt andet fordi regelsættet skulle kunne give os fordele på handelsmarkederne. Men dem ser vi jo ikke noget til lige nu, og vi undrer os altså noget over noteringsforskellen, pointerer Per Bach Laursen.

Det nævnte regelsæt omfatter en række krav til svineproducenterne og omhandler fødevaresikkerhed, kødkvalitet, foder samt etik og dyrevelfærd.

- Forskellen skyldes i høj grad, at tyskerne ikke får tilført de samme mængder grise fra Holland længere. Hollænderne skærer ned, og det betyder, at de tyske slagterier er parate til at betale ekstra for at holde slagtningerne på niveau med tidligere. Også selv om det er en skidt forretning.

Bent Claudi nævner videre, at det er et fåtal af hans danske kolleger, der hidtil har benyttes sig af retten til at sende en del af deres produktion til Tyskland som splitleverancer. Han venter heller ikke en væsentlig stigning i antallet af splitleverancer.

Per Bach Laursen er enig på kort sigt. Men, understreger han, der kan komme et boom, hvis ikke den danske notering nærmer sig den tyske snarligt.

Ser man på hele 2002, er den danske notering ifølge slagterierne 34 øre højere end den tyske pr. kilo.

Læs også