Gigant afsløret

På Det sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa var der i fredags gigantisk danmarks- og europapremiere. John Deere afslørede verdens største traktor på hjul med hele 507 hk.

Der var både danmarks- og europapremiere på Det sønderjyske Dyrskue i Aabenraa i sidste uge. Maskincenter Felsted i Aabenraa kunne sammen med John Deere importøren i Danmark, Nellemann Agro A/S, introducere verdens største traktor på hjul. Stortraktoren, en John Deere 9520 på 450 hk og 507 hk under belastning, blev ved en højtidelig afsløring præsenteret for gæsterne ved starten af dyrskuet fredag formiddag.

- Vi er lidt stolte af, at det lykkedes for os at kunne præsentere verdens største traktor på skuet her i Aabenraa. Det er jo første gang, den vises på det europæiske kontinent, og det er vi naturligvis meget stolte af, sagde direktør Heinrich Jochimsen fra John Deere-forhandleren, Maskincenter Felsted ApS.

Traktoren er født med John Deeres originale tvillingmontering, ligesom den er udstyret med John Deeres aktive førersæde, der reagerer 200 gange i sekundet. Løftekapacitet er på hele 9,3 ton.

Landbrugschef Bjarne Mikkelsen fra Nellemann Agro A/S kunne ved afsløring oplyse, at der bliver arrangeret demonstrationer af stortraktoren landet over til efteråret i samarbejde med Lemken plove fra JF-Fabrikken A/S i Sønderborg.

Læs også