Tysk foder stormer frem

Svineproducenter i Sønderjylland køber foder i Tyskland for at spare penge uden at kompromittere kvaliteten. Deres rådgivere er med på ideen.

- Omkring 25 procent af de svineproducenter jeg kender bruger tysk svinefoder, men jeg vil skyde på, at op imod en tredjedel af alle svineproducenterne i området gør det, siger Christina Hansen, svinekonsulent ved Sønderjysk Svinerådgivning.

Det tyske foder er så markant billigere end det danske af tilsvarende kvalitet, at flere og flere svineproducenter har fået øjnene op for det og har skiftet deres vanlige danske foderleverandør ud med én syd for grænsen.

Foderskiftet er imidlertid ikke gået stille af i foderstofbranchen. DAKOFO, grovvarefirmaernes fællesorganisation, har brokket sig højlydt i pressen og til Peter Gæmelke over Sønderjysk Svinerådgivning, fordi de mener, at de sønderjyske svinekonsulenter aktivt har været med til at sælge tysk svinefoder. Det afvises klart og tvetydigt af både de sønderjyske konsulenter og svineproducenter.

- Sønderjysk Svinerådgivning har i årevis tilbudt deres medlemmer hjælp til at hente sammenlignelige tilbud hjem ved at udforme standardformularer. Selve afgørelsen om, hvilket foder der vælges, ligger ingen andre steder end hos landmanden, siger Christina Hansen.

I stedet opfordrer hun foderstoffirmaerne i Danmark til at tænke situationen godt igennem og komme med et klart oplæg til høst, så alle ved, hvad de har at forholde sig til.

- Jeg er sikker på, at der til høst, når der skal tegnes nye kontrakter, ikke bliver så stor en prisforskel, som der var sidste år. Nogle af de danske foderfirmaer er forhåbentlig vågnet op, siger Christina Hansen.

I starten var nogle svineproducenter måske tilbageholdende, fordi det hele var nyt, fremmed og ukendt. Men Christina Hansen fortæller, at nu er tilliden til de tyske firmaer på plads, og de yder deres danske kunder en god service, foruden at foderet er af god kvalitet. Fremover skal de danske firmaer altså konkurrere på både pris, kvalitet og service.

- Jeg tror det bliver sådan, at landmænd vil sælge deres korn der, hvor de får den bedste pris og købe færdigfoder der, hvor det er billigst. Fordelene ved byttehandler er nok ikke store nok til at fastholde kunderne et sted til både køb og salg, siger den stormomsuste svinerådgiver.

Det er ikke alene de sønderjyske svineproducenter, der har gang i grænsehandelen. Kalkun- og kyllingeproducenter har i flere år hentet foder syd for grænsen, og nu er kvægproducenterne også ved at få øje på mulighederne. Desuden får Sønderjysk Svinerådgivning henvendelser næsten ugentligt fra svineproducenter og konsulenter fra resten af landet.

Læs også