Otte finalister dyster om arkitekturpris

Bedømmelseskomiteen bag Agro Arkitektur Prisen har afsluttet deres tur rundt i hele landet. Kvaliteten er meget høj i årets konkurrence.

Prisen, der består af et diplom samt 25.000 kr., skal styrke interessen for landbrugsarkitektur og opmuntre landmænd til at bygge smukkere til glæde for familie, medarbejdere og naboer.

31 emner er indstillet til årets pris. Det er tre flere end sidste år, og bedømmelseskomiteen har udvalgt otte til nærmere vurdering.

Komiteen består af en bygningsarkitekt, en landskabsarkitekt og en havebrugskonsulent.

Lili Hedemand er konsulent på Landskontoret for Bygninger og Maskiner, der er en del af Landbrugets Rådgivningscenter, og fungerer som sekretær i komiteen. Hun er imponeret over det høje niveau, de indstillede kandidater holder.

- De 31 indstillede er alle gode eksempler på godt og gennemtænkt byggeri, der hver især har mange kvaliteter. Generelt er kvaliteten af de indstillede gårde steget i de seneste år. Jeg tror, det skyldes, at der er kommet en større forståelse for vigtigheden af at have harmoniske rammer omkring produktionen. Specielt de unge landmænd er opmærksomme på dette. Agro Arkitektur Prisen er også med til at sætte arkitektur på dagsordenen, siger Lili Hedemand.

At der er sket en holdningsændring omkring landbrugets byggeri kan Kræn Ole Birkkjær, landskonsulent på Landskontoret for Bygninger og Maskiner, nikke bekræftende til.

- Jeg fornemmer, at der inden for de seneste år er blevet lidt større overskud til at tænke på arkitekturen. Man ser ikke så tit mere, at man bare sætter en tilfældig udbygning på, når behovet opstår. Der bliver tænkt mere langsigtet, og der er større forståelse for den helhed, som bygningerne indgår i, siger Kræn Ole Birkkjær.

De to konsulenter fremhæver også, at det er positivt, at prisen i år har fået så god respons fra de regionale bygnings- og maskinkontorer, siger Kræn Ole Birkkjær.

- Vi har fået indstillinger til prisen fra alle de regionale bygnings- og maskinkontorer. Det er meget glædeligt, at der er blevet så stor interesse for prisen. Mange af de lokalt baserede bygningskonsulenter har været på efteruddannelse på Arkitektskolen i Århus, og det medvirker også til at højne opmærksomheden om arkitekturens betydning. Samspillet mellem landbrugets bygningsrådgivning og interesserede arkitekter begynder så småt at vinde indpas, både hvad angår avls- og driftsbygninger og landbrugets boliger, siger Kræn Ole Birkkjær.

Læs også