Køer skal ikke stå til pynt

Indehaveren af sidste års højestydende SDM-besætning, Søren Bojer ved Aars, kører efter sine egne principper. Han har ikke meget til overs for kvægavlsforeningernes indeks-system.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Søren Bojer, »Jelstrup Nørregaard« ved Aars, har Danmarks højestydende SDM-besætning. I kontrolåret 2000/2001 lå gennemsnitsydelsen på ikke mindre end 14.386 kilo mælk med 1.002 kilo værdistof.

De cirka 30 køer i den lille himmerlandske besætning står nemlig ikke til pynt - de skal producere mælk. Derfor er der altid blevet sorteret med hård hånd i køerne, når mælkeydelsen ikke levede op til Søren Bojers krav.

Den landskendte 61-årige mælkeproducent købte ejendommen i 1964, hvor besætningen var på 12 køer. I løbet af få år begyndte han at købe de bedste dyr op fra besætninger, der skulle sælges - lige fra Skagen i nord til Viborg i syd.

Søren Bojer har ikke meget tilovers for kvægavlsforeningernes indeks-system. Og han lader sig heller ikke imponere af, at en ko kan præsentere sig godt på et dyrskue.

- Hverken et fint indeks eller et smukt udseende siger efter min mening noget om det enkelte dyrs evne til at producere mælk. Når jeg har skullet ud og købe køer eller kvier, har jeg altid først og fremmest kigget efter ribben og hals og først til sidst yveret, fortæller han.

- Ribbenene skal være flade og vende lidt bagud, og de må aldrig være for korte og dreje ind under maven på dyret. Er den detalje i orden viser erfaringen, at det er et dyr, der kan optage store mængder foder - en vigtig forudsætning for at producere mælk.

- Dyret skal også helst have en lang, tynd hals, som giver malkepræg. Omvendt er dyr med en kort, tyk hals ofte mindre gode malkere. Først til sidst kigger jeg på yveret, som selvfølgelig også skal være i orden, forklarer den erfarne kvæg-mand.

- Hvis en ko æder for meget i forhold til ydelsen og står og bliver for fed, synes jeg altid, det giver komplikationer og deraf følgende fald i ydelsen, siger han.

Den ekstremt høje ydelse, der gennemsnitligt svarer til næsten 40 kilo mælk pr. ko om dagen året rundt, kræver en ekstraordinær indsats hele vejen igennem. Således malkes køerne selvfølgelig tre gange i døgnet. Det giver ifølge Søren Bojer let fire kilo mælk ekstra pr. ko dagligt - på det samme foder.

- Jeg hænger ikke i en klokkestreng med hensyn til malketiderne. Faktisk gør det ikke noget, at malketidspunkterne svinger lidt fra gang til gang, for så ligger køerne ned, og så yder de 15 procent mere, hævder han.

Udover op til 20 kilo kraftfoder, som han blander 25 procent korn i, består foderrationen af tre foderenheder roer, tre foderenheder majsensilage samt grønkorn og græsensilage efter ædelyst.

For at mindske spildet og højne udnyttelsen fodres der flere gange i døgnet. Roer og græsensilage tildeles således tre gange i døgnet.

- Det betyder, at jeg slipper for at gå og feje foderet til køerne. Roerne har jeg holdt fast i for at de ikke skal køre træt i de store mængder ensilage, forklarer Søren Bojer.

Køerne goldes så vidt muligt ikke. De står typisk med omkring 25 kilo mælk om dagen ved kælvning og slipper dermed for den store, belastende omstilling, som i en række tilfælde vil give husmandssyge, fordi de begynder at malke voldsomt af kroppen. For nylig måttet der goldes en ko, og hun fik også husmandssyge efter kælvningen. Uden goldning topper køerne ydelsesmæssigt to til tre måneder efter kælvning.

Søren Bojer kører ikke overraskende med lange kælvningsintervaller.

- Hvis det ikke lige er fordi en ko bliver rigtigt godt brunstig efter to til tre måneder, venter jeg almindeligvis fire til fem måneder med løbningen, fortæller han.

Tidligere var der gerne tre til fire tilfælde af løbedrejninger om året. Det problem er næsten forsvundet efter, at ensilagen ikke finsnittes mere.

Når nogen spørger Søren Bojer, om ikke så høj en ydelse giver mange sygdomsproblemer, får de det svar, at en syg ko ikke kan malke.

Han hævder, at han ikke aner noget om, hvor højt dækningsbidraget i besætningen er.

- Mit eneste økonomiske pejlemærke er, at jeg årligt betaler et sted imellem 4.000 og 6.000 kroner i skat pr. ko, slutter den inkarnerede kvægmand med et glimt i øjet.

(3)ef-boj1

Kvægbrugskonsulent Jim Gruss, Landbocentret i Aars, kender ikke Søren Bojers bedrift. Han ønsker derfor ikke at kommentere konkret på de opnåede resultater, men slår fast, at en ydelse på dét niveau kræver en helt ekstraordinær indsats på alle områder og kun opnås af meget få.

Set ud fra en totaløkonomisk synsvinkel mener han heller ikke, at det er nogen særlig god ide at stile så højt - slet ikke på bedrifter, hvor besætningen passes af lønnede medarbejdere, idet lønomkostningerne simpelthen vil sluge alt for stor en del af dækningsbidraget.

- Et andet forhold er, at dækningsbidraget ganske vist stiger med ydelsen, men ikke i samme takt. En væsentlig faktor i dette spil er, at foderudnyttelsen falder i takt med en stigende ydelse. Der opereres med en standard-foderudnyttelse på 87 procent. Gennemsnitligt ligger danske besætninger dog nok lavere i øjeblikket på grund af et gunstigt bytteforhold mellem mælk og foder, så foderstyrken mange steder ligger lidt i overkanten, siger Jim Gruss.

- Hertil kommer, at diverse sundhedsproblemer - og dermed udgifterne til dyrlæge - stiger med ydelsen. Det samme gør reproduktionsproblemerne som regel også. Det har fået en del med høje ydelser til at slå ind på en strategi med længere kælvningsintervaller, så køerne ikke står med så meget mælk, når de skal goldes, tilføjer han.

Dermed opnås samtidig, at disse køer står med knap så meget mælk ved goldningen, så den bliver knap så problematisk. Men længere kælvningsintervaller betyder samtidig forholdsvis færre golddage i forhold til malkedagene, som ikke mindst højtydende køer ellers har brug for. Forlænget kælvningsinterval giver kun mening i besætninger, hvor ydelsen ligger over 10.000 kilo mælk pr. årsko.

- Malkekøer, der bliver puslet om og holdt rene og tørre kvitterer med mere mælk - på det samme foder. Pasning og pleje stimulerer nemlig køerne til at danne mere væksthormon, hvilket fremmer mælkeproduktionen. I USA giver man køerne indsprøjtninger med væksthormon, men det kan køer, der passes og plejes godt, sagtens danne tilstrækkeligt af selv, siger han og tilføjer:

- Men hører man ligefrem til typen, der går der altid, skal man dog være opmærksom på, at timelønnen som regel bliver lavere, end de fleste kan forsvare.

Jim Gruss’ vurdering er, at økonomien i SDM- og RDM-besætninger generelt nok er bedst, når ydelsen ligger fra landsgennemsnittet og op til omkring 10.000 kilo mælk pr. årsko. Når den givne kvote på en bedrift skal udnyttes, går han ind for en mellemløsning med hensyn til antal køer og ydelse.

- Naturligvis skal man tænke på, at flere køer med en lidt lavere ydelse giver et større forbrug af vedligeholdelsesfoder, men man må ikke glemme, at der også er omkostninger forbundet med at presse køerne i ydelse. Har man en høj ydelse, vil jeg derfor nok anbefale, at man for eksempel lægger sig på 60 køer, der malker 10.000 kilo i gennemsnit, frem for 50 køer der malker 12.000 kilo, siger han.

Læs også