Torben Hansen om pesticidafgørelse: - Vi ser ind i store tab
Miljøstyrelsen har netop offentliggjort, at man trækker godkendelser af en række pesticider tilbage. Det er alvorligt for erhvervet, fordi konkurrenceevnen i hele værdikæden udfordres, lyder det fra L&F.

Arkivfoto
Miljøstyrelsen vil udfase en række pesticider, herunder alle produkter med aktivstoffet Fluazinam samt alle produkter med aktivstoffet Fluopyram. Afgørelsen har store negative konsekvenser for kartoffelproduktionen, plante- og frøproducenter samt roer. Alle led i værdikæden bliver dermed udfordret på konkurrenceevnen, og betydningen kan ikke undervurderes, siger planteformand i Landbrug & Fødevarer, Torben Hansen:
- Afgørelsen efterlader erhvervet et meget svært og alvorligt sted, fordi vi nu mister nogle vigtige redskaber i værktøjskassen for flere afgrøder. Pesticider er afgørende for gode udbytter og høj kvalitet, og det er en kendsgerning, at vi ikke ville kunne brødføde alle verdens mennesker uden. Derfor er det alvorligt, når myndighederne fjerner værktøjer fra vores værktøjskasse, siger Torben Hansen og fortsætter:
- L&F har som organisation arbejdet intenst med hele det faglige aspekt i sagen. Vi har spillet ind med rapporter, nye indsigter og konstant arbejdet for, at myndighederne har truffet beslutninger på et oplyst grundlag. Jeg kan sige med sikkerhed, at alle relevante parter er helt klar over, hvordan Landbrug & Fødevarer ser på denne sag. En så tung og kompliceret sag, skal håndteres med høj faglighed. Og det kan jeg garantere, at vi gør. Der er arbejdet med denne sag gennem flere år i L&F, siger Torben Hansen.
Alvorlige konklusioner
Miljøstyrelsen begrunder deres afgørelse med, at de respektive produkter indeholder aktivstoffer, som kan danne og udvaske TFA til grundvandet.
- Det er en alvorlig situation og nogle alvorlige konklusioner, som Miljøstyrelsen er nået frem til. Det må vi tage til efterretning, og samtidig fastslå, at der nu skal gøres noget for at hjælpe erhvervet videre. Vi skal alle kaste vores faglige viden ind i at finde løsninger, for dette vil betyde massive økonomiske tab. Myndighederne har også sagt, at de er villige til at tage denne vigtige og faglige dialog, så erhvervet og fødevareproduktionen ikke ender uden værktøjer i værktøjskassen, siger Torben Hansen.
Helt konkret trækker Miljøstyrelsen 23 produkter tilbage. Heraf bliver flere af dem brugt i kartoffelproduktionen.
Skæbnesvanger kartoffelproduktion
- Særligt i kartoffelproduktionen kan det ende med at blive skæbnesvangert på sigt, siger Torben Hansen og fortsætter.
- Ved at forbyde aktivstoffet Fluazinam, der findes i produkter som Shirlan, Banjo mm., fjernes et af de vigtigste svampemidler til at håndtere kartoffelskimmel. I de senere år er strategierne ændret, for at kunne håndtere kartoffelskimmel i særligt stivelseskartoflerne. Denne grundsten fjernes nu, og vi ser ind i store tab for særligt stivelsesproduktionen. Det betyder tab for den enkelte landmand og de andelsejede kartoffelstivelsesfabrikker.
Denne vigtige produktion, der i de senere år er blevet et højværdiprodukt og anvendes i hele verden som ingrediens i fødevarer og andre industriproduktioner, bliver der nu gamblet med. Der er ingen fuldgode alternativer og en omstilling i kartoffelstivelsesproduktionen har et meget langt tidsperspektiv foran sig, siger Torben Hansen.
- Svær dag
Dagens afgørelse påvirker også korn, frøgræs, majs, roer og spiseløg.
- Det her rammer bredt i vores planteproduktioner, og det er en meget svær dag at være producent. Vi får afviklingsfrister, så det er ikke fra dags dato, men det er et lille plaster efter man har mistet højre arm, hvis ikke der findes alternativer, siger Torben Hansen.
I afgørelsen er der også listet en række produkter, som ikke har været solgt i Danmark i de senere år.
En stor del af Landbrug & Fødevarers faglige indspil har handlet om, at myndighederne skal være klar over de konsekvenser et forbud vil have for erhvervet, samt at der er fokus på afviklingsfrister i tilfælde af forbud.
- Ellers efterlader man os uden nogen mulighed for at omstille produktionen. Det er opskriften på nedlukning, især efter vi i sidste uge oplevede mere end en fordobling på gebyrer, når myndigheder skal godkende nye og mere skånsomme midler. Det betyder, at Danmark bliver et uinteressant marked – og så står vi stærkt svækket i forhold til vores konkurrenter ude i Europa og verden, siger Torben Hansen.
- Jeg vil godt understrege, at vi som landmænd naturligvis ikke ønsker at bruge produkter, der ikke lever op til nyeste viden og krav. Netop derfor er vi så opmærksomme på, at der skal kunne komme nye midler på markedet, siger Torben Hansen.
- Fortsætter med faglighed
Dagens afgørelse er ikke den sidste. Miljøstyrelsen har varslet, at man efter sommerferien vil kigge på en række yderligere produkter. Det vækker bekymring hos Torben Hansen.
- Vi bliver presset fra mange kanter og man skal forstå, at pesticiderne er livsvigtige for fødevareproduktionen. Vi ved, at Miljøstyrelsen har kig på endnu flere stoffer. En afgørelse som forventes efter sommerferien, og det er meget ildevarslende, at man kigger på flere produkter, som der ikke findes alternativer til. Hvis vi ender der, så er det et yderligere hårdt salg for erhvervet og med store udfordringer til følge. Derfor fortsætter vi med at spille fagligt og velargumenteret ind mod systemet. Det er vores opgave og vores pligt at sikre, at embedsværket og politikere ved, hvad der er op og ned set fra en fødevarevinkel, som både handler om forsyningssikkerhed og udvikling af vores planter, siger han