På årets folkemøde på Bornholm debatterede Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund om vi er klar til mere natur og særligt på landbrugsarealer, der ikke bliver omfattet af den grønne trepart.

Implementeringen af den grønne trepart giver forhåbninger om flere og bedre levesteder for vildtet, og det er der i den grad brug for.

Alt for længe har vi set vildtbestande gå tilbage, fordi deres livsbetingelser er forringet eller helt forsvundet. Uden levesteder i ordentlig kvalitet er der heller ikke grundlag for bæredygtig jagt – og det har været en udfordring i årevis.

Vi har i lang tid vidst, at både markvildt og trækfugle kæmper med svære vilkår i det danske landskab. Og vi har også vidst, hvad der skal til for at vende udviklingen. De praktiske løsninger ude i marken er ikke nye.

Men selv med både visioner og viden har vi manglet det vigtigste: Vedholdenhed. Den kontinuerlige indsats har haltet, og nu skal vi vise, om ordene kan omsættes til varig handling.

Omstilling med landmanden i centrum

Derfor var det en stor succes, at Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund på folkemødet gav hinanden et håndslag om at stå sammen for markvildtet i påvirkning af den kommende reform af EU’s landbrugspolitik, CAP.

Agerhøne, vibe, lærke og gulspurv har længe stået i skyggen af større grønne dagsordener. Fokus har ofte været på skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde, og det med god grund.

Vi risikerer dog at tabe noget værdifuldt, hvis vi glemmer de åbne landbrugslandskabers arter. Dyrene, der ikke blot lever, men trives i mosaikken mellem mark, hegn og eng.

Debatten på folkemødet blev en milepæl. For selvom der blev talt åbent om uenigheder og forskellige tilgange, var der en tydelig fælles forståelse: Naturgenopretning i Danmark lykkes kun, hvis vi også tænker i levende kulturlandskaber, ikke kun vildnis. Og den omstilling kan og skal ske med landmanden i centrum – ikke på trods af ham.

Plads til naturens egen rytme

Landbruget dækker over to tredjedele af Danmark. Kampen for biodiversitet står også her. Det er her, vi kan åbne dræn, lade græsset gro, slippe kreaturerne løs og give plads til naturens egen rytme. Men det er også her, vi skal sikre, at markvildtet får en reel chance – ikke som biprodukt, men som aktiv målsætning i den nye CAP.

Det kræver samarbejde. Ikke bare mellem myndigheder og lodsejere, men mellem dem, der traditionelt har kæmpet hver sin kamp: Jægere, naturfolk og landbrug. Håndslaget på folkemødet var et symbol på netop det – og et løfte om at gå fra debat til handling.

Med dette håndslag håber vi, at der bliver fastholdt en stærk vilje til også at tænke naturen ind i de dyrkede marker. For at fugle som vibe, lærke, gulspurv og agerhøne fortsat kan høre hjemme i det åbne land, kræver det, at markerne rummer naturelementer, hvor de kan finde føde, skjul og mulighed for at yngle.

Deres overlevelse afhænger af, at vi skaber plads til den almindelige natur – den, der tidligere var selvskreven, men som i dag er under pres. Hvis vi mister disse endnu almindelige arter, som er under pres, mister vi en væsentlig del af landskabets liv og sjæl. Og vi får ikke vendt biodiversitetskrisen. Det ville være et uerstatteligt tab.