Pas på skimmel og mykotoksiner i ensilagen
Sommerens varme og fugtige vejr øger risikoen for skimmel og mykotoksiner i ensilagen, hvilket kan påvirke køernes sundhed og foderoptag negativt.

Mykotoksiner er ifølge Vilomix ofte ikke noget, man opdager, fordi de ikke altid påvirker foderets smag, lugt eller udseende. Arkivfoto: Line Brusgaard
Sommerens høje temperaturer og luftfugtighed giver ideelle betingelser for skimmelvækst i ensilagestakke. Det advarer Jesper Madsen, produktchef i Vilomix, om i deres nyhedsbrev.
- Skimmel kan brede sig ned i stakken og danner mykotoksiner, som er giftstoffer for køerne. Toksinerne påvirker mikrofloraen i vommen negativt, og der ses nedsat foderoptag og dårlig foderomsætning i besætningen, forklarer han.
Negative prøver er ingen garanti
Mykotoksiner opdages ofte ikke, da de sjældent ændrer foderets smag, lugt eller udseende, lyder det fra Vilomix.
Påvisning med konventionelle analyser kan ifølge Vilomix være vanskelig, da mykotoksiner binder sig til andre molekyler.
De peger desuden på en anden udfordring med at finde mykotoksinerne, som er, at de typisk er ujævnt fordelt i de oplagrede afgrøder.
Vilomix slår fast, at negative analyser taget i en ensilagestak eller en kornsilo kan give en illusion om sikkerhed, men er på ingen måde en garanti for, at afgrøderne er frie for mykotoksiner.