Normalt anvender vi antibiotika til at bekæmpe bakterielle infektioner, men netop salmonella dublin er svær at behandle på traditionel vis. Sådan lyder det fra Seges Innovation i seneste SalmonellaNyt.

De peger på, at der dels er en høj grad af resistens blandt bakterien, dels har antibiotika svært ved at nå ud i de væv, hvor bakterien gemmer sig.

Når man behandler med antibiotika, rammes alle de gavnlige bakterier nemlig også. De konkluderer derfor, at der er flere gode grunde til at arbejde med alternative og mere målrettede metoder til at bekæmpe salmonella dublin.

Virus kan blive nyt våben mod salmonella dublin

Det er forskere ved Københavns Universitet ifølge SalmonellaNyt netop i gang med:

Bakterier kan også blive ramt af virus – såkaldte bakteriofager. Derfor arbejder forskerne på at finde og udvikle bakteriofager, der kan ramme og ødelægge salmonella dublin-bakterien. Der er dog et stykke vej fra laboratorie til staldgang, så vi må væbne os med tålmodighed.

Forventningen er, at der vil gå mindst otte år, før et eventuelt nyt produkt kan købes.

Kvæg