Grovvareformand langer ud efter andelsformand
- Danske Andelsselskabers formand, Bent Juul Sørensen, tegner et skræmmebillede, når han påstår, at medlemmerne og de folkevalgte skal se bunden af pengekassen, før de er rede til samarbejde, sagde Landsforeningen den lokale Andels’s formand Erik Ellegaard til foreningens repræsentantskab.
- Det er jo beskæmmende, at vi skal blive ved med at høre på, at en koncentration i grovvarebranchen vil være en god ide, lige som det har været i mejerisektoren og nu i slagteribranchen.
Ved Landsforeningen den lokale Andel’s (dla) repræsentantskabsmøde i sidste uge, langede formanden, Erik Ellegaard, kraftigt ud efter Danske Andelsselskabers formand Bent Juul Sørensen. Han beskyldte ham for at opfordre til samme koncentration i grovvarebranchen som det er sket i mejerisektoren og slagteribranchen.
- Bent Juul Sørensen tegner et skræmmebillede, når han påstår, at medlemmerne og de folkevalgte skal se bunden af pengekassen, før de er rede til samarbejde. Det harmonerer meget dårligt med det store arbejde om aktivt medejerskab, som Danske Andelsselskaber præsenterede for et par år siden, sagde Erik Ellegaard.
- Hvis ikke der ligger stor styrke i produktionsleddet, så vil de store kæders indkøbere tage magten, sætte dagsordenen, og måske endda gå på kompromis med kvaliteten for at opnå den rigtige pris ude i deres kølemontre. Samme mekanisme som i mejerisektoren og slagteribranchen vil vende sig helt og holdent imod landmændene. Én dominerende andelsgrovvarevirksomhed vil give mere luft til private virksomheder, der via total integration forsøger at få den totale kontrol over varen fra stald og mark til forbruger.
- To konkurrerende andelsvirksomheder på markedet sikrer der i mod en maksimal konkurrence - og derved landmændene de bedst mulige vilkår. Og hvor det opsamlede overskud stadig tilhører landmændene, fastholdt Erik Ellegaard.
- Vi har i år oplevet et atypisk marked med billige varer fra Tyskland. Er det en enlig svale fra syd, eller er Tysklandsvarerne kommet for at blive. Og vil landmanden blive fristet til at gå på kompromis med kvaliteten hvis prisen er 20 kroner lavere, eller skal vi også til at producere discount varer - for det skulle vel ikke være noget problem, spurgte han forsamlingen.
Indtil videre er Landsforeningen den lokale Andels virksomheder dog fortsat Danmarks største færdigfoderproducent og en af medlemsvirksomhederne, Aarhusegnens Andel bygger for tiden Danmarks største foderstoffabrik i Galten.
- Vi har virkelig skåret stramt til - al overflødig kapacitet, der ikke har direkte med forretningsaktiviteterne og den økonomiske og finansielle styring at gøre, er væk, sagde formanden Erik Ellegaard.
I sin beretning ved Landsforeningen den lokale Andels repræsentantskabsmøde i sidste uge forklarede formanden Erik Ellegaard, at det sidste års tid har lært virksomhederne, at man skal holde sig til det, man er bedst til.
- Vi har i det forløbne års tid lært, at vi skal købe og sælge det, vi er gode til og netop det, som vores medlemmer efterspørger. Det er nemlig altid kunderne der bestemmer.
- Vi skal ikke lege kræmmerbutik og sælge varer udenfor vores kerneområde. Det er grovvareforening vi driver og ikke supermarked. Lad bare de andre sælge ferierejser, hårde hvidevarer og brødristere. Det må blive deres sag.
Dermed begrundede formanden også salget af selskabernes fælles tele- og energiselskab, DTE, som er afhændet til TDC.
- Hertil kommer, at markedet har været vanskeligt for vore formidlinger – især på råvarer. Det er en kendsgerning, at den generelle konkurrencesituation sætter vores bruttoavance under pres.
- Allerede nu kan vi se, at 2001 ikke bliver noget rekordår, for så vidt angår indtjeningen. Vi kan til gengæld se, at vi har en omsætningsmæssig fremgang, så alt tyder på, at vi er på rette spor. Nu kan det kun gå fremad, spåede formanden.
- Vi vil også have et vågent øje med den økonomiske styring af lagre for at nedbringe vores renteudgifter. Også valuta, likviditetsstrømme med videre vil få et økonomieftersyn, varslede Erik Ellegaard.
- Den kommende bemanding, når hele administrationen er flyttet til Fredericia, bliver på 24 medarbejdere. Vi har virkelig skåret stramt til - al overflødig kapacitet der ikke har direkte med forretningsaktiviteterne og den økonomiske og finansielle styring at gøre, er væk.
- Alt i alt har vi budgetteret konservativt med et bonusmål på cirka 70 millioner kroner i 2002.
- Alt i alt har disse forhold ført til enkelte røde tal i foreningsregnskaberne - men slet ikke i samme omfang som hos andre i branchen. Vores fælles indkøbssystem har også i et vanskeligt år bevist sin styrke.





































