Det skal være sjovt at arbejde med, siger dyrlæge Mette Marie Lungholt, som har 30-40 får og lam, tre islandske heste og 20-30 store høns
En veludviklet sans for humor er en karakteristisk egenskab
for den 35-årige dyrlæge, Mette Marie Lungholt, der er ansat hos Dyrlægeringen
med basis i Glamsbjerg, og som med udgangspunkt i sin landejendom på 4,5 ha på
Hestehaven nær Ørsted lidt nord for Glamsbjerg er en passioneret fåreavler –
der også har tre islandske heste, som hun rider på, og en flok store høns, som
helst skal være i sjove farver.
»Det skal være sjovt« er i det hele taget et vigtigt motto
for den unge vestfynske dyrlæge og fåre-med-mere-avler, som dog samtidig går
til avlsarbejdet – både med får, heste og høns – med stor seriøsitet.
Islændere og store høns
Mette Marie Lungholt er født og opvokset i Svendborg, og blev
dyrlæge for syv år siden med specialer i kvæg, heste, får og geder. Inden hun
for fire år siden vendte tilbage til Fyn, havde hun blandt andet boet tre år på
Island og nogle år i Jylland.
- Da jeg flyttede til Fyn, gik jeg efter at få en ejendom,
hvor jeg kunne have plads til heste og får. Jeg har tre stambogsførte islandske
hopper. Jeg rider på dem, og jeg har avlet på to af dem.
- Af høns har jeg 20-30 stykker – en hane af en stor race
plus varierende antal høner af forskellige store racer. Der skal være noget
slagtekrop på dem. Og så skal de helst være i sjove farver.
Fårene er de vigtigste dyr i Mette Marie Lungholts
besætning. Hovedparten er af den dansk fremavlede sorte Såne race. Desuden er
der sidste år kommet to får til af den hvide norske Rygja race.
- Arbejdet med at fremavle Såne får blev startet i
1970’erne af landskabsarkitekten Frank Petterson, fortæller Mette Marie
Lungholt. Formålet var at have et kønt får, der kan bruges til naturpleje uden
at æde træerne. Det skal være et nøjsomt får, der kan føde sine lam selv. Et
får med god græsfoderkapacitet, og som kan klare vinterfodring uden
tilskudsfoder - bortset fra lige op til læmningen.
Læs meget mere om Mette Marie Lungholt i LandbrugFyn på
tirsdag.