Stadig støtte til energipopler

Virksomheden Forstmiljø, der har specialiseret sig i etablering af energiafgrøder, glæder sig over bekræftelse fra NaturErhvervstyrelsen

NaturErhvervstyrelsen har nu bekræftet, at der ydes tilskud til flerårige energiafgrøder i 2014. Det oplyser virksomheden Forstmiljø, der har specialiseret sig i etablering af energiafgrøder.

- I foråret meddelte NaturErhvervstyrelsen, at fire tilskudsordninger – herunder tilskud til energiafgrøder – ville blive lukket ned fra 2014. En udmelding, der skabte stor undren blandt de mange aktører, der arbejder for blandt andet at hjælpe regeringen med at opnå målsætningen om at nedbringe forbruget af fossile brændstoffer, lyder det fra Forstmiljø i en pressemeddelelse.

Direktør i Forstmiljø Jens Stenhøj Jørgensen forklarer, at udmeldingen fra NaturErhverstyrelsen i foråret kom på et tidspunkt, hvor der for alvor var ved at være skabt kendskab ved de muligheder, som landmændene får ved at dyrke energipoppel:

- Det giver naturligvis en del uro, når der ikke ligger en fast kurs at rette sig efter, men vi er da glade for at regeringen holder fast i opbakningen til dyrkning af flerårige afgrøder.

Ifølge Forstmiljø er forudsætningerne for at opnå tilskud til flerårige energiafgrøder, at der til hver en tid skal være minimum 2.000 planter/hektar – og at træerne skal høstes inden det 10. år.

- Nyheden vil helt sikkert sætte skub i efterspørgslen på en planteproduktion, der af gode grunde har været tilbageholdende. Så hvis du vil sikre dig planter til etablering i 2014, gælder det om at være hurtig, anbefaler Jens Stenhøj Jørgensen. 

 

 

Læs også