Østre Landsret har frifundet tidligere direktør i Danmarks Naturfredningsforening René la Cour Sell i en sag, som BL havde anlagt mod ham
Var der tale om injurier, da tidligere direktør i Danmarks
Naturfredningsforening René la Cour Sell i 2010 udtalte, at ”der er lukket 400
drikkevandsboringer i de senere år – eller måske er det 300 – på grund af
landbrugets sprøjtegifte”?
Nej, er svaret fra Østre Landsret, der tirsdag formiddag
har afsagt dom i sagen, som Bæredygtigt Landbrug havde anlagt mod den tidligere
direktør. Dermed har retten frifundet René la Cour Sell. Det fremgår af et
domsresumé fra Østre Landsret.
- Efter en samlet afvejning finder landsretten ikke, at
det kan anses for retsstridigt, at René la Cour Sell som direktør for Danmarks
Naturfredningsforening som led i den offentlige debat og politiske proces om
sikring af drikkevandet i forhold til landbrugets anvendelse af pesticider har
udtalt sig som sket, lyder det således blandt andet i domsresuméet.
Der var i sagen også rejst spørgsmål om, hvorvidt
Bæredygtigt landbrug var berettiget til at anlægge sagen. Og det var BL ifølge
Østre Landsret:
- Efter det oplyste om Landsforeningen for Bæredygtigt
Landbrugs formål og medlemskreds finder landsretten, at foreningen har både
partsevne og søgsmålskompetence, jf. retsplejelovens § 255. Det udsagn, som
sagen vedrører, må anses for egnet til at nedsætte landbruget i medborgeres
agtelse, og landsretten finder derfor ikke at kunne afvise, at Landsforeningen
for Bæredygtigt Landbrug, der repræsenterer en betydelig del af dansk landbrug,
har den fornødne retlige interesse i ved et anerkendelsessøgsmål at søge
fastslået, om René la Cour Sell som direktør for Danmarks
Naturfredningsforening på retsstridig måde har udtalt sig om landbrugserhvervets
brug af pesticider.
På domstol.dk, som du finder her, kan du læse hele
domsresuméet.