Landboforeningerne hjælper med det trælse

Brug tiden på det, du er god til, og lad andre om det, de er gode til. Sådan lyder rådet fra en løn- og økonomiarbejder

Reglerne inden for løn og ansættelsesret bliver mere og mere komplekse, og bøderne, for ikke at overholde reglerne, bliver højere og højere. Der er derfor god grund til at få hjælp og rådgivning.

Lønservice er et af de tilbud, landboforeningerne lokker med, for at gøre livet mindre besværligt.

Hos Patriotisk Selskab på Fyn lover de, at man sparer både tid og penge ved at lade dem stå for lønberegninger, indberetning til Skat, ferieregnskab og lønstatistik.

Løn- og økonomimedarbejder Tina Christiansen ser det som en god sikring for landmanden.

- Vi tager ansvaret for, at alt er i orden, siger hun.

- Hvis vi blot får de papirer, vi beder om, så ordner vi de lovgivningsmæssige indberetninger til eksempelvis Skat, lover hun.

Bøder

- Det koster hurtigt bøder, hvis betalingerne ikke er i orden, så konsulenttimerne kan hurtigt være tjent ind, lyder det fra Tina Christiansen, der fremhæver reglerne for blandt andet overarbejde som en væsentlig kilde til frustrationer hos landmændene.

Ud over lønudbetaling og korrekt afregning af både A-skat, atp og feriepenge, tilbyder Tina Christiansen og hendes kollega også at hjælpe med ansættelseskontrakter og arbejdstilladelser.

- Flere og flere benytter sig af arbejdskraft fra udlandet, og der følger en del papirarbejde med, forklarer hun.

Modtager bilag

- Vi har erfaringen i, hvad der skal være styr på, og kan hurtigt danne os et overblik over situationen, lyder det fra løn- og økonomimedarbejderen.

Når lønnen er kørt, modtager landmanden bilagene enten pr. post eller via e-arkiv, der er et tilbud gennem Bluegarden, det tidligere Dataløn.

- Jeg vil da klart anbefale landmanden, at han overlader opgaven til os, og så koncentrerer sig om det, han er allerbedst til. Nemlig at få dyr og afgrøder til at blomstre og give så høje udbytter som muligt, siger Tina Christiansen.

Læs også