Ritt vil ud og se
Ritt Bjerregaard, der i sidste uge besøgte Peter Gæmelkes gård ved Vejen, finder det vigtigt, at en minister kommer væk fra skrivebordet og ud og se sig om.
- Det er vigtigt for en minister at komme ud og se, hvad der foregår.
Så klar var meldingen fra Fødevareminister Ritt Bjerregaard (S), da hun i torsdags var på turne i det syd- og sønderjyske område sluttende af på »Røjgaard« i Gesten ved Vejen, hvor Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, har sin bedrift, der omfatter 301 hektar, hvoraf de 51 hektar dyrkes.
- Jeg bruger meget tid på EU, men jeg er glad, når jeg kan få mulighed for at komme ud og diskutere tingene med folk. Det er meget givende, fastslog Ritt Bjerregaard, inden hun igen satte sig ind i ministerbilen og forlod Gesten.
Forinden var hun blevet vist rundt på gården og været en tur ude i marken, hvor mejetærskeren var i gang med frøgræsset. Peter Gæmelke forklarede om mejetærskeren og høsten, inden de tog plads på terrassen for at drøfte aktuelle ting i dansk landbrug.
Ritt Bjerregaard afviser, at der er flere penge til dansk landbrug, mens Peter Gæmelke mener, at der bør være noget. Når en landmand skal lave en ny markvej, eller samfundet skal bygge et plejehjem, koster det penge, og han mener, at det også må koste noget, hvis samfundet vil investere i mere natur.
Der blev også drøftet BSE, kogalskab, og ikke mindst nedslagtningen af hele besætninger, selvom kun et enkelt dyr er sygt, og Ritt Bjerregaard er indstillet på at tage en snak med landbruget. En mulig ændring kan være, at den enkelte landmand selv skal afgøre, om kun den syge ko eller hele besætningen skal slås ned. En mulighed, som landbrugets top endnu ikke har drøftet færdig.
En østjysk landmand mister flere hundrede tusinde kroner, fordi han ikke – trods et par rykkere – indgav nogle oplysninger rettidigt. Her hjælper ingen kære mor, men Peter Gæmelke kunne fortælle om en episode med omvendt fortegn.
- Jeg er blevet ringet op en landmand, der havde besøg fra Plantedirektoratet i september. Der var ingen problemer, men først nu får han rapporten, og det er noget sløseri og er med til at skabe mistillid, forklarede Peter Gæmelke om en samtale med kollega.
Det fik Ritt Bjerregaard til at ønske yderligere oplysninger i den sag. Hun gjorde det klart, at heller ikke myndighederne må sløse med tingene, når der omvendt er krav, landmændene skal opfylde.