I fredags – den 31. august – var det sidste frist for skovejerne til at tegne den såkaldte basisforsikring mod stormfald. Forsikringen er en ufravigelig betingelse for at få tilskud til at plante nye skove i stedet for dem, der faldt ved orkanen den 3. december 1999.

To dage før »deadline« - onsdag - havde Landbrug Fyn en snak med den daglige leder af Skovdyrkerforeningen Sydfyn, skovrider Per C. Christensen, for at få et indtryk af situationen med hensyn til tegning af stormfaldsforsikring.

- Fra dem, der blev ramt af orkanen, er der 100 procent tilslutning til forsikringsordningen, fortæller Per Christensen. Men lidt overraskende er der en hel del af dem, som ikke blev ramt dengang, der ikke har meldt sig til. Det er typisk folk, der har landbrug som hovederhverv, men som har lidt skov ved siden af.

- Vi har fra skovdyrkerforeningens side ellers gjort meget ud af at orientere medlemmerne, dels i vores medlemsblad og dels ved udsendelse af pressemeddelelser m.m. Endelig har vi i de sidste dage ringet ud til et stort antal medlemmer for at minde dem om, at det var nu eller aldrig. Det er med andre ord ikke vores skyld, hvis nogle ikke kommer med i ordningen.

- Traditionelt ligger hovedvægten af medlemsskaren på de små ejendomme, men efterhånden kommer flere og flere store skovbrug med, oplyser skovrider Per Christensen. 350 af medlemmerne har under fem ha skov, men enkelte store trækker gennemsnittet op.

- Foreningens ekspansionsmuligheder ligger nok i de større skove. De vil typisk ikke have mulighed for at have et bredt spekter af folk til at passe skoven, mens vi kan tilbyde at løse de forskellige opgaver til den rigtige pris.

Per Christensen har flyvercertifikat, og et par dage efter orkanen var han sammen med sin kollega fra Skovdyrkerforeningen Fyn Nord, skovrider Frands Fraas Nielsen, på en flyvetur over skovene for at tage skaderne i øjesyn fra luften.

- Det var især vigtigt for os at se, om træerne var væltet med rod, eller om de var knækket. I sidstnævnte tilfælde er der tale om en stor værdiforringelse. Selv om Fyn generelt ikke var så slemt ramt som Syd- og Sønderjylland, var der en stribe op over Fyn, som var ramt hårdt, og i første omgang havde man nok undervurderet den samlede mængde, der var væltet.

- I løbet af et til halvandet år fik vi opgjort stormfaldet. Generelt på Fyn svarede det til ca. halvandet års hugst, men på nogle ejendomme svarede det til op mod 10 års hugst. Men det var ikke de næste 10 års planlagte hugst, der var væltet. Det var tilfældigt og derfor langt mere besværligt at rydde op og plante igen.

- I virkeligheden var det imponerende, at priserne næsten ikke blev påvirket af det stormfældede træ. Ganske vist fik enkelte skovejere mindre hjem for træet end normalt, men der var meget »skrammeltræ«, som blev solgt samtidig, og det var selvfølgelig med til at sænke gennemsnitsprisen. Men pr. kubikmeter kvalitet holdt prisen for løvtræ.

- For nåletræets vedkommende var der problemer med at skaffe den fornødne kapacitet af maskiner og mandskab. Men vi fik hjælp fra vore nabolande, og der blev opbygget store vandlagre af nåletræ herhjemme. Der ligger stadig store vandlagre, som overrisles. Det giver store omkostninger, og samtidig er prisen på nåletræ raslet ned.

- Som skovdyrkerforening kan vi gå ud til planteskolerne og købe planter til priser, som medlemmerne kan nyde godt af. Når det gælder import af planter, er vi påpasselige med ikke at købe hvad som helst. Det kan godt betale sig at investere i en god kvalitet, understreger Per Christensen.

- Ved at tegne forsikring køber man sig adgang til støtte. Og for øjeblikket kan der opnås ret store beløb i tilskud. Men, understreger Per Christensen, staten har ikke givet

- Desuden har staten stillet en række betingelser og krav til gentilplantningen, som ikke alle er lige forstandige. Reglerne er ens over hele landet – uanset natur og jordbonitet – og jeg er bange for, at man med alle disse love og regler ender med at få noget ensartet og kedelig skov.