Fra skov til hus
Gårdejer og borgmester i Vejen, Regnar Busk, valgte at bruge det nedfaldne træ fra orkanen i 1999 til at opføre et nyt hus, som han og hustruen snart flytter ind i.
Træer knækkede som tændstikker ved orkanen 3. december 1999, og nogle steder er der endnu ikke ryddet op, mens der andre steder skal gang i genplantningen her i efteråret. For gårdejer Regnar Busk i Læborg ved Vejen er begge ting dog overstået, og inden længe kan han og hustruen, Mariane Søvang, endog tage det nedfaldne træ i brug.
- I enhver situation er der nogle muligheder, fastslår Regnar Busk, der de seneste år har lagt det meste af landbrugsfaget på hylden for at hellige sig hvervet som borgmester for Vejen Kommune.
Interessen for faget fejler dog intet, og efter orkanen kom overvejelserne om, hvad der nu skulle ske med træet fra det areal på omkring 4,7 hektar, hvor det især var rødgran og lærk, der bukkede under for vindens hærgen.
- Jeg kan godt lide træ, og derfor fik jeg ideen om at bygge et hus af det træ, der væltede. Jeg har altid gerne villet bo i et træhus, og jeg mener, træ er et underkendt byggemateriale, fastslår Regnar Busk, der i løbet af meget kort tid kan se opførelsen af det nye hus være afsluttet. Han og hustruen er derfor klar til at flytte, mens sønnen Mads flytter ind på gården, Graungård.
Han har reelt også kunnet følge træernes udvikling på nært hold gennem de 54 år, de stod på marken ved gården på Læborg Kirkevej 20.
- Jeg har selv stået og kigget ned i hullerne, inden træerne blev plantet. Da jeg i 1945 var seks år, var jeg selv med til at stikke nogle af træerne ned i de huller, som især mine ældre brødre havde gravet, husker Regnar Busk.
Efter stormfaldet var den første tanke, at træet skulle bruges til guldbrædder, men i stedet er det savet op og benyttet til et spændende træhus i Læborg, hvor der er sørget for, at der stadig er udsigt til mark og skov, selvom gården forlades.
Helt præcist lød bestillingen på 3500 eg efterfulgt af douglas, hybrid lærk, fuglekirsebær, skovfyr og rødgran med mellem 2300 og 2500 planter af hver. Yderligere er der plantet dunet gedeblad, hvidtjørn, rød kornel, fjeldribs og vildæble i den del af randbeplantningen, der ikke overlevede orkanen.
Det 4,7 hektar store område er delt op. Efter randbeplantningen er der et bælte af løvtræ. Resten af området er delt i fire aflange områder, hvor der længst mod vest er douglas/lærk efterfulgt af skovfyr/rødgran og endnu en beplantning med douglas/lærk efterfulgt af skovfyr og gran.