Fusioner er hverdagskost i grovvarebranchen. Men størrelsen betyder ikke alt. Se bare her: Omsætning 20,5 millioner kroner mod 18,5 millioner året før. Overskud 1.023 million mod 710.000 kroner i 2000. Udbetaling til medlemmerne: Seks procent mod fem procent sidste år.

Tallene stammer ikke fra en vækstvirksomhed i IT-branchen. Det er de seneste regnskabstal fra en af landets mindste korn- og foderstofvirksomheder, Vejrup Andels Grovvareforening A.m.b.A., der ligger 20 kilometer sydøst for Varde.

- I år har vi udbetalt seks procent i overskud til andelshaverne. Det er ret godt i en lille butik som vores. Og det er ikke, fordi vi tager mere for varerne. Det kan vi ikke tillade os. Så går landmændene andre steder hen. Det handler om godt købmandskab, siger forretningsfører, Peter Jessen.

- Jeg har ikke set noget godt af det endnu. De store foderstofvirksomheder kan da en masse ting. Måske kan de også høste nogle fordele ved at slå sig sammen og koordinere arbejdet på deres fabrikker. Men spare penge på det, tror jeg ikke, de kan, siger Peter Jessen, som tilføjer, at det ikke har skortet på tilbud til Vejrup Andels Grovvareforening om fusionering, for eksempel i forbindelse med dannelsen af Sydvestjysk Andel, hvor foreningen var med i de første forhandlinger, men hurtigt fandt ud af, at det ikke var noget på nuværende tidspunkt.

- Vi har ikke behov for at fusionere. Den beslutning står en enig bestyrelse bag. Jeg har sagt til bestyrelsen, at det er helt i orden, hvis den vil fusionere. Men jeg vil ikke være med. Jeg er 66 år. Så det gider jeg ikke at bøvle med, siger Peter Jessen, der kun en enkelt gang for år tilbage har haft et underskud på 80.000 kroner i regnskabet. Alle andre år har der været fremgang og positive tal på bundlinien.

- Vi kører en gældfri forening og har gjort det i mange år. Og der er jo himmelvid forskel på en renteindtægt og en renteudgift. Derfor har vi ikke behov for at gå sammen med andre. Men det kan da godt være, at det sker en dag. En ung mand kan ikke overtage en biks som den her, erkender forretningsføreren.

- Det kan godt være, der går 30 år, før det sker. Og det vil selvfølgelig ske på en anden måde end ved sidste udskiftning. Men jeg tror, mange landmænd på et tidspunkt vil gøre oprør og lave noget for sig selv igen. I øjeblikket bliver tingene jo trukket ned over hovedet på dem. Sådan ser det i hvert fald ud med mine øjne, siger Peter Jessen og peger på, at de små banker allerede har vind i sejlene, samtidig med at storbankerne fusionerer.

Hvis de store gårde og enheder skal fortsætte, bliver det i form af aktieselskaber.

- En mand, der køber en gård til 25 millioner kroner, kan ikke lave andet end at spise, sove og arbejde de næste 30 år. Det bliver ikke sjovt. Og når det gælder korn- og foderstofvirksomhederne, så er der næsten ingen, der i dag laver et fornuftigt økonomisk resultat. Der er røde tal på bundlinien mange steder, og det kan man ikke leve af i længden.

- Når enhederne bliver for store, virker de som sovepuder. Og jo større det hele bliver, jo flere skal der gå med slips. Og det er som regel de dyreste karle, siger Peter Jessen og læner sig tilbage i kontorstolen med en perlende latter på læberne.

- Vi har ikke noget, der hedder edb. Vi klarer det hele med kuglepen. Tre kuglepenne á 3,75 kroner om året. Det bliver cirka 10 kroner. Hvis vi skulle bruge edb, ville det koste 150.000 kroner, siger Peter Jessen og ler fornøjet, imens han holder kuglepennen frem.

- Jeg tror, vi er den eneste korn- og foderstofvirksomhed i hele landet, der stadigvæk kører med kuglepen. Jeg kender i hvert fald ikke andre. Så vi er nok de sidste originaler i branchen.

- Hvis det var hurtigere med edb, var det i orden. Men det er det ikke. Vores fakturaer er måske knapt så pæne, som dem man kan trække ud af et edb-anlæg. Men det har ingen betydning, tilføjer forretningsføreren, der nødigt fremhæver sig selv, men dog indrømmer, at virksomhedens succes også har noget med hans personlige indsats og store lokalkendskab at gøre.

- Det er stadig sådan, at det er manden, der driver virksomheden. Det kan man ikke komme uden om. De store virksomheder kan ikke have den samme jordforbindelse, som en lille virksomhed. De har ikke den samme interesse i den enkelte kunde. En direktør i en forening med 500 millioner kroner i omsætning kan jo ikke være alle steder. Det er umuligt.

- Det kan godt være, at mine meninger er fuldstændig tovlige. Når man bliver ældre, ser man nok tingene med andre øjne. Men derfor behøver det ikke at være forkert. Det er ikke nødvendigvis rigtigt, det de laver i dag, siger han.