Trods det, at de fleste danskere er tilfredse med den adgang de har til naturen, har Skov- og Naturstyrelsen konkluderet, at det er nødvendigt at undersøge, hvordan naturen gøres endnu mere tilgængelig. Da en del af naturen er i privateje hos de danske landmænd, vil eventuelle ønsker om eller krav til øget adgang til det åbne land uværgeligt påvirke lodsejerne.

- I Wilhjelm-udvalget er der fremsat ønsker om, at alle landmænd skal udlægge 10-15 procent af deres jord i natur. Der er også ønsker om, at der skal udlægges buffer- og randzone omkring naturarealer og skov. For landbruget vil det betyde, at der ved en 200 meter bufferzone vil blive fjernet 50 procent af det samlede danske landbrugsareal fra dyrkning. 1000 meter bufferzone omkring naturarealer og skove vil betyde, at der kun er en procent tilbage at dyrke, fortalte formanden for Sønderjysk Familielandbrug, Peter Petersen, Ellum Mark ved Løgumkloster, på årsmødet.

Det var denne frygt, der fik et af medlemmerne til at foreslå, at folk kun må få adgang til »landmandens« natur mod betaling af for eksempel 100 kroner i afgift – på linie med jagt- eller fisketegn – samt obligatorisk deltagelse i et kursus i at færdes ude i naturen.

Om folk tager sig en spadseretur på landmandens jord, bliver måske det mindste af problemerne, landbruget skal arbejde med i fremtiden. Med Skov- og Naturstyrelsens nye forslag om udpegning af flere habitatområder er der nemlig lagt op til, at jorden i visse områder slet ikke må dyrkes på samme måde som hidtil. I det sønderjyske er det især forslaget om, at 533 km åløb ved Brede Å-dalen samt 1400 km åløb ved Vidåen udpeges som habitatområder.

Bedre bliver det ikke, når det viser sig, at de tal, der ligger til grund for beregningerne, er helt hen i vejret med så mange overlapninger, at der skal fredes mere landbrugsjord i Sønderjyllands Amt, end der rent faktisk er.

- Vi må snart spørge, om der overhovedet skal drives landbrug i Sønderjylland, eller om vi alle blot skal være en flok statister i et turistområde, var det retoriske spørgsmål fra Peter Petersen.

Selv forslaget om udpegning af Vadehavet til UNESCO Verdensarv, hvor der loves, at der ikke ville pålægges yderligere begrænsninger, er der modstand mod blandt lokalbefolkningen.

- Jeg vil kraftigt opfordre til, at der bliver tale om lokale løsninger med lokale folk. Vi har ikke for gode erfaringer med københavneri fra centraladministrationens folk i Skov- og Naturstyrelsen, påpeger Peter Petersen.

- Ammoniakhandlingsplanen har vist, at vi i landbruget kan være nogle bangebukse. Vi har i årevis vidst, at flydelag var et krav, og det har ikke manglet på advarsler om, at der en dag vil blive grebet ind. Alligevel har vi ladet stå til overfor slendrian. Hvorfor tager vi ikke selv førertrøjen på og viser vejen? Læren er, at vi må blive mere forudseende. Ellers vil vi gang på gang blive stillet overfor nye miljøkrav – krav som ofte kan være rimelige, fordi vi ikke selv har magtet og turde tage diskussionen indbyrdes og drage konsekvenserne, sagde Peter Petersen.

- Vi må erkende fornuften i bedre udnyttelse af husdyrgødningen, udfasning af sprøjtemidler, der kan nå grundvandet, afskaffelse af antibiotiske vækstfremmere med videre. Hvor troværdigt er landbruget, når vi skælder ud over en normnedsættelse for kvælstof på 10 procent og året efter kan se en fremgang i udbytte på 20 procent – men med 40 procent nedsat gødningsforbrug?

- Til gengæld må vi appellere til, at politikerne ikke mister overblikket. Med yderligere krav til dyrkningsmetoderne herhjemme risikerer vi, at vi ikke længere kan producere – som det f.eks. skete med ægproducenterne og de meget restriktive krav, der blev stillet.

(2)**Billede af Peter Petersen**