Kartoffelavlere kender ikke til nogen sag

Kartoffelproducentforeningen har endnu intet hørt fra Konkurrencestyrelsen til sagen om en overtrædelse af konkurrenceloven. Noget er dog under opsejling, bekræfter Konkurrencestyrelsen.

Kartoffelproducentforeningen frygter ikke nogen eventuel sag fra de danske konkurrencemyndigheder efter man opfordrede sine medlemmer, til at lade en del af sine kartofler blive i jorden i et af foreningens nyhedsbreve for at få prisen op.

- Det må stadig være avlernes eget valg, hvornår han vil sælge sine varer. Sådan en sag er vi slet ikke bange for, siger Birger Jensen.

Faktisk så tvivler formand Birger Jensen på, om der overhovedet er nogen sag. Han fortæller, at det kun er gennem pressen, at man er blevet opmærksom på, at man er kommet i Konkurrencestyrelsens søgelys.

- Vi har intet hørt fra dem, og vi har også selv kontaktet dem for at høre, hvad der sker, men de vil ikke sige noget som helst. Vi betragter det som om, at der ikke er nogen sag, siger Birger Jensen.

Undersøger forhold
Til Effektivt Landbrug bekræfter Konkurrencestyrelsen dog, at Kartoffelavlerne er i søgelyset på grund af deres opfordring i deres nyhedsbrev til at lade kartoflerne blive i jorden. Det er dog helt småt med yderligere informationer.

- Jeg kan sige så meget, at der er et forhold omkring kartoffelavlerne, som vi kigger på, men ellers har jeg ikke yderligere kommentarer, siger Hans Kierkegaard, kontorchef i Konkurrencestyrelsen.

At det ikke er helt fremmed for Konkurrencestyrelsen at tage fat i producentforeningers opfordringer i nyhedsbreve, kan blandt Danske Juletræsproducenter skrive under på.

De har for nylig fået en bøde på 400.000 kroner for at lave forsøg på at påvirke medlemmernes priser.

Læs også