Klar afstand til ulovlig medicinering

Landsudvalget for Svin kan ikke acceptere brodne kar.

- Vi tager på det kraftigste afstand fra landmænd, som ikke overholder reglerne om brug af medicin til dyr, udtaler formanden for Landsudvalget for Svin, gårdejer Lindhart Nielsen.

Udtalelsen sker på baggrund af en sag fra Sydsjælland, hvor politiet har beslaglagt et større parti medicin hos en svineproducent, omtalt i dag torsdag i Berlingske Tidende.

Lindhart Nielsen fastslår, at bl.a. Landsudvalget for Svin ved talrige lejligheder overfor svineproducenterne klart har markeret, at enhver overtrædelse af reglerne om medicin vil blive fulgt op med entydig afstandtagen.

- Vi har frivilligt i erhvervet ophørt med brugen af antibiotiske vækstfremmere, og så vil vi ganske enkelt ikke acceptere brodne kar blandt producenterne", siger Lindhart Nielsen, og tilføjer:

- Selvom der skulle være hold i mistanken om ulovlig medicinanvendelse, behøver forbrugeren under ingen omstændigheder frygte for medicinrester i kødet, hvilket netop er bekræftet i en nylig offentliggjort undersøgelse fra Fødevaredirektoratet. I Forbrugerinformationens nyhedsbrev fra sidste uge hedder det:

"I strømmen af advarsler om mad kan Forbrugerinformation bringe en god nyhed: Det er næsten umuligt at finde rester af medicin i danske svin, viser en omfattende undersøgelse fra Fødevaredirektoratet."

- Derfor finder vi det også urimeligt, at Fødevareminister Ritt Bjerregaard i dag i Berlingske Tidende på baggrund af sagen fra Sydsjælland siger, at ingen længere kan stå frem over for forbrugerne og sige, at svinekødet er i orden efter denne sag. Især når hendes eget direktorat har dokumenteret, at Danmark har en enestående status i forhold til de fleste andre lande, slutter Lindhart Nielsen.

Læs også