Små slagterier frygter ikke storfusionen

Fusionen mellem Danish Crown og Steff-Houlberg får ikke den store betydning for de mindre slagterier på Fyn. Hvis den gør, bliver det i positiv retning, vurderer ejeren af Skallebølle Slagtehus.

De små slagtehuse på Fyn frygter ikke for fremtiden, selv om Danish Crown fusionerer med sjællandske Steff-Houlberg og derved får en endnu mere dominerende position på både eksport- og hjemmemarkedet.

- Hvis det overhovedet kommer til at berøre os, bliver det i positiv retning, vurderer ejer og direktør i Skallebølle Slagtehus ApS, Egon Karlsen, der har filialer i både Skallebølle og Ejby.

- Jeg tror på, at jo større en virksomhed bliver, jo sværere får den ved at tilfredsstille de lidt mindre forretninger. Dem er vi til gengæld gode til at tumle, mens vi alligevel ikke kan gøre os gældende i forhold til de helt store kunder og forretningskæder, tilføjer han.

- Jeg tror ikke, fusionen giver nogle forandringer i forhold til os. Det regner vi i hvert fald ikke med. Vi slagter lige knapt 300 grise om ugen. Så det er helt uden betydning i forhold til Danish Crown, siger Solvejg Skovgaard Andersen.

Hun forudser heller ikke en øget tilgang af landmænd, som hellere vil levere til et mindre slagtehus end til den store gigant på markedet.

- Vi har for nylig annonceret efter flere landmænd, som vil levere fast til slagteriet, men vi har ikke fået en eneste henvendelse. Det siger lidt om, at fusionen ikke har den store indflydelse på landmændenes lyst til at levere til et mindre slagteri. Hvis det var tilfældet, var vi jo blevet bombarderet af henvendelser, siger Solvejg Andersen.

- Men, tilføjer hun, vi har da mulighed for at ekspandere, hvis der på længere sigt skulle vise sig mulighed for det. Men som sagt er vores andel af slagtningerne meget beskeden, og vores kunder befinder sig udelukkende på Fyn.

- Selv om vi har eksportstatus, bruger vi den ikke. Det er bare noget, vi er blevet påduttet, at vi skal have. Vi er faktisk kun interesseret i at levere til hjemmemarkedet.

- De mindre købmandskæder har kontaktet os, fordi de selv forudser, at de større slagterier ikke er så interesserede i og gearet til at håndtere leverancerne til de mindre kunder. Derfor vil de gerne bruge os til at levere deres varer i stedet for, siger Egon Karlsen.

- Men det indebærer selvfølgelig også, at vi skal have lavet aftaler med nogle flere landmænd, så vi også kan få det nødvendige antal grise til rådighed. Og de landmænd, der har en aftale med de store slagterier, kan jo ikke sådan uden videre bryde ud fra den ene dag til den anden, siger den fynske slagteridirektør, der i øjeblikket slagter 800 grise om ugen på de to slagtehuse.

- Vi har fået nogle gode forbindelser og leverer blandt andet til Færøerne, Grønland, Tyskland og Sverige, fortæller Egon Karlsen, som tilføjer, at eksportandelen på nuværende tidspunkt udgør omkring 15 procent af virksomhedens omsætning.

Når det gælder hjemmemarkedet, leverer Skallebølle Slagtehus fortrinsvis til Fyn og Midtjylland og til det syd- og sønderjyske område. Der leveres dog også specialgrise til et enkelt cateringsfirma i København.

- Det drejer sig om grise, som har haft et godt liv med store stier og halm under opvæksten. Vi kan dokumentere, at grisene kommer fra den og den leverandør, fortæller Egon Karlsen, som dog ikke vurderer, at specialproduktioner er vejen frem for de mindre slagterier. Det er fortsat svært at få en merpris for specialgrisene.

Men alt i alt ser fremtiden fornuftig ud for de små slagterivirksomheder, vurderer Egon Karlsen, der dog samtidig peger på, at det stigende udgiftsniveau ligger som en tikkende bombe under de mindre slagteriers eksistens.

- Fremtiden ser fornuftig ud, hvis vi bare kan holde til den øgede udgiftsbyrde, vi har fået pålagt. Udgifterne til det veterinære område og til destruktion af slagteriaffaldet er efterhånden enorme, siger Egon Karlsen, der som eksempel peger på, at nylige stramninger på veterinærområdet kommer til at koste ham 78.000 kroner de sidste tre måneder af året.

- Det er uartigt. I forvejen har jeg en regning på 49.000 om måneden. Nu kommer der så 26.000 kroner oveni. Samtidig betaler jeg 25.000 kroner om ugen for at komme af med mit destruktionsaffald. Alt i alt har jeg en ekstraudgift på 100.000 kroner om måneden til destruktion og veterinære udgifter. Det er hårde betingelser at arbejde under, konstaterer den fynske slagteridirektør.

Læs også