Når Agrimark-demonstrationen åbner på fredag den 3. maj, inviterer parterne bag samtidig til det, de selv betegner som Nordeuropas største maskindemonstration. Det sker ved Hedensted nord for Vejle, og ambitionen er endnu flere gæster end de 5.700 ved det tilsvarende arrangement for to år siden.

Parterne bag Agrimark, som er Landskontoret for Bygninger og Maskiner samt Danske Landbrugsmaskinfabrikanter, har denne gang entreret med Agromeksekretariatet i Århus om forberedelserne og afviklingen af arrangementet.

Hele 121 maskinsæt fra 27 firmaer vil kunne ses i arbejde på det 100 hektar store demonstrationsareal på Aldumgård, der også sidst var vært for demonstrationen.

For eksempel vil marksprøjter af forskellige typer og fabrikater køre på en særlig bane, hvor det er muligt at vurdere de enkelte systemers evne til at klare forhindringer, herunder dæmpning af bommens bevægelser.

Der vises udstyr til kontrolleret trafik på marken i form af GPS sporfølgningsudstyr, som leder traktorføreren hen over marken efter forprogrammerede ruter. Også det avancerede udviklingsprojekt, Autonom Platform Information (API), der er små ubemandede robotter, der selv henter informationer i marken, vises.